I serien Tvillinge-bøgerne
Hver på 16 sider, 30 kroner
En gratis vejledning på 16 sider
Alinea
Sidst i oktober udkommer de sidste fire Tvillinge-bøger. Så er der 16, som alle tager udgangspunkt i kæmpebogen: 'Mille og Malte'. Det er en god idé med en stor basisbog, som den voksne og børnene kan nyde i fællesskab og senere vende tilbage til. Børnene vælger selv én af de 16 små bøger (lix 3 til 6). Alle bøger er indtalt på bånd.
Det er så vigtigt, at små børn så tidligt som muligt får positive oplevelser med læsning/skrivning. Jo før de opfatter sig selv som læsere, des bedre læseudvikling. Man bør virkelig være kritisk, når man hyrer forfattere - og kun de bedste tegnere er gode nok, når det gælder bøger til den allerførste læsning.
På den voksne virkede de første Tvillinge-bøger lidt tamme, men børnene er glade for dem. De hurtige er snart færdige med bøgerne, men for de langsomme og de fremmedsprogede er 'Mille og Malte' lige sagen. De sidste bøger i serien har bedre handling end de første. Udmærket! Man bør interessere sig langt mere for handling end for lave lix-tal. Hver bog slutter med en sjov pointe, som naturligt leder til en god samtale.
Tvillinge-bøgerne er et godt tilbud til de fire-femårige tidlige læsere, men bestemt også til de børn, der først kommer i gang i 1.-2. klasse.
Birgit Christensen
Begynderlæsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.