Der bliver tilført området 98 millioner kr., som dog skal ses i sammenhæng med, at skoleområdet på forhånd har måttet aflevere 50 millioner til den såkaldte omstillingspulje i kommunen.
"Forårets katastrofebudgetforslag med besparelser på over 50 millioner kr. er med det indgåede forlig vendt til noget positivt. Det er tale om et skridt i den rigtige retning, men både forældre og lærere forventer, at politikerne fortsætter linjen næste år, hvor der ikke er kommunalvalg", hedder det i en pressemeddelelse fra Jørgen Springborg, formand for Skole & Samfund i København, og Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.
Budgetforliget giver 3,5 millioner kr. til at nedsætte antallet af elever per lærer i en kommune, der i dag har en af landets højeste klassekvotienter. 2 millioner kr. skal styrke vikardækningen efter den massive kritik af, at mange børn i København på grund af manglende vikardækning ikke får den undervisningstid, de skal have i henhold til loven. 3 millioner går specielt til undervisning af tosprogede børn, som udgør 30 procent af eleverne i byens skoler. Lærerforeningen og Skole & Samfund mener dog, at den bevilling bør følges op næste år, hvis København skal komme på niveau med Odense og Århus.
Der afsættes også et indgangsbeløb til indkøb af nye undervisningsmidler på 14 millioner og 1,8 millioner til Center for Undervisningsmidler. Der er også penge i forliget til at sikre, at de planlagte skoleudbygninger og moderniseringer gennemføres, hvis man også udnytter de lånemuligheder, der er aftalt.
Bedre økonomi for de københavnske skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.