Forfatteren Nils Hartmann og Dorte Karrebæk har efterhånden arbejdet sig godt og grundigt ind på hinanden med flere fælles udgivelser. Og jeg må indrømme, at jeg er meget betaget af Dorte Karrebæks lidt anarkistiske og frimodige illustrationer. Det er antimissionsk og anti-tuttenuttet og lige så sanseligt som vore gamle middelalderlige kalkmalerier, som Axel Bolvig netop har skrevet om.
Det er måske netop også det, der har været selve inspirationen til denne bog, for der står i omslaget til bogen, at fortællingerne bygger på »Jakobs Forevangelium og Det uægte Mathæus-evangelium«, som var meget kendte i hele Europa. Vi får serveret den folkelige opfattelse af Bibelen, som næsten helt er befriet for den lidt svære dogmatik, som de skriftlærde kunne i middelalderen.
Nu kan vi igen lære de fortællinger om Jesu barndom at kende, som ethvert barn for 450 år siden kendte. Nils Hartmann har tidligere skrevet levende historiefortælling ikke mindst om kalkmalerier, der blev levende og det er levende historiefortælling, som vi kan læse ud af både tekst og billeder.
Vi hører om Jesu familie, om Jesu fødsel, barndom, flugten fra Ægypten, røverne i skoven, Jesus og lerfuglene, Jesu små mirakler og hans skolegang. Hvor er det bare oplagt at læse disse historier op i de yngste skoleklassers kristendomskundskabstimer. Men de kan også bruges til tværfagligt arbejde om middelalderens tro og tankeverden og kan eventuelt suppleres med nogle af de gammelkatolske Mariaviser gerne i Grundtvigs moderniseringer, for eksempel »Maria gennem torne går«, som jeg selv har elsket at synge i min egen skoletid.
Jeg vil herved på det allervarmeste anbefale denne bog til flittig brug, om ikke andet så til »madpakke-oplæsning«.
Barn Jesus
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.