En børnebog til de voksne er en sjældenhed, men her er den.
Historien drejer sig om livscyklus og om døden, og det er bogens hensigt, at de voksne skal tale med børnene om det vanskelige emne.
Balder Blad følges fra forår til efterår, fra spiring til løvfald og slutter ved den ny spiring.
At tale med børn om døden kan være en vanskelig opgave, der kræver stor empati.
Mange voksne viger tilbage fra emnet, både når det gælder deres egen død, og når det drejer sig om børn.
Når børn mister forældre eller selv skal dø, er det af væsentlig betydning, at der er stor åbenhed om de tanker og følelser, der opstår i forbindelse med døden. Alt for mange børn bliver ensomme, utrygge og vrede, fordi de voksne har svært ved det.
Bogen giver en hjælp til at nærme sig ad omveje.
Sammenligningen mellem det lille blad Balder og menneskers livscyklus er enkel, og der er derfor rig lejlighed til at fortolke billedsproget på forskellig vis.
Sproget er letlæseligt og velegnet til oplæsning. Samtidig kan den voksne og barnet gå på opdagelse i Hanne Cassims illustrationer, der er en sjov blanding af fotoudsnit og tegninger.
Bogen giver os en smuk indfaldsvinkel til at dele vanskelige tanker og følelser med et barn og samtidig en fin forståelse af livets forgængelighed.
Balder Blads efterår
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.