Der er bevægelse i historien. Forlaget har et historiesystem, som kaldes 'Ind i historien', og med dette bind kommer vi så 'Bag om kulturen'. De øvrige bind hedder henholdsvis 'Bag om magten - fællesskabet' og 'Kampen for livet'. Kulturen repræsenteres i dette tilfælde af vikinger, Christian IV og hans tid, oldtidens Grækenland og Inkariget. På god og kortfattet vis berettes om den materielle kultur, om litteratur, bildende kunst, arkitektur, religion og meget mere, ligesom der sniger sig lidt politisk kultur med. Eleverne får en god basisviden, som kan hjælpe dem ved supplerende og uddybende studier af andre kilder. Den enkle og overkommelige, oftest letlæste tekst er verssat i tre spalter med korte sætninger og linjer, hvilket er med til at gøre systemet fleksibelt, så det frit kan benyttes i 3.-5. klasse, som er målgruppen. I afsnittet om grækerne er en del af teksten af ikke helt indlysende grunde trykt i gult, hvilket ikke er læsevenligt. Bogen er i stort format og med et let og luftigt layout, som gør siderne rolige og indbydende. Illustrationerne er af allehånde slags, såvel autentiske som senere gengivelser og rekonstruktioner. Forfatteren har selv været billedredaktør og er sluppet fint fra det. De fleste illustrationer er dejligt store og læsbare. Dog savner jeg en del steder en billedtekst, som kan gøre eleverne opmærksomme på illustrationens art. Afsnittet om normannernes angreb på Paris er således illustreret med et foto af en vikingeskibsrekonstruktion med Eiffeltårnet i baggrunden. Ikke alle elever i aldersgruppen vil kunne dechifrere et sådant billede korrekt. Bogen indledes med en fiktiv historie om Cecilie, som har fødselsdag, og læsningen og snakken om denne dag skal danne udgangspunkt for det videre arbejde med bogen. Her illustreres med et familiebillede af landets grimmeste familie. Tegneren har svigtet og skæmmet den i øvrigt nydelige bogs indledende afsnit. Men alt i alt en rigtig god bog om historie for mellemgruppen, som grundbog eller supplerende. Til systemet hører en planche med tidstavle, mens to opgavehæfter og en samlet lærervejledning er på vej.
Anmeldelse
Bag om kulturen
Klik for at skrive manchettekst.
Bag om kulturen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.