Konflikten mellem Israel og palæstinenserne har nået et punkt, hvor mange vælger at lukke øjnene. Begivenhederne er simpelt hen for grusomme til at kunne rummes. Og eftersom propagandakrigen i mange tilfælde virker imod hensigten, når absurde påstande og handlinger skal legitimeres, er det tilsyneladende et udbredt - og bekvemt - synspunkt, at begge parter er lige gode om det Den norske professor og forfatter til denne bog er ikke neutral, men han leverer gennemtænkte synspunkter baseret på kontrollerede - og kontrollerbare - facts om konflikten og dens baggrund. Der er tale om en samling artikler, de fleste med nogle år på bagen, men gennemskrevne til denne lejlighed. Forfatterens ærinde er dog det samme, selv om nogle af hans argumenter mildest talt faldt fra hinanden efter terrorangrebene i USA: Det var nu ikke længere indlysende, at de fysiske angreb med store tabstal nødvendigvis måtte være en ensidig affære med USA's og Israels militær mod araberne - og det altid på udebane.
Andre af påstandene virker mere holdbare: De vestlige medier tegner stadig et ganske stereotypt billede af islam. Selv folk, der er uddannet til at stille kritiske spørgsmål til fremme af en nuanceret debat, har en tendens til at tale om religionen, som om tilhængerne af dens forskellige retninger marcherede i samme takt. Vi mindes om, at religioner som sådan ikke kan handle på egen hånd. Kun mennesker kan handle. Klogt eller uklogt.
Denne bog er et godt hjælpemiddel til i hvert fald at handle overvejet og nuanceret. Den vrimler med eksempler på forskellige udtryk for og konsekvenser af at have tilsluttet sig det konglomerat af livstolkninger, der går under betegnelsen islam.
Bag fjendebilledet - islam og verden efter den 11. september
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.