Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Reality-tv

Bachelorette-vinder skal være lærer: “De blev mine hjertebørn”

Da Laurids Bihl sagde ja til 'Bachelorette', stoppede han med at passe sit lærerstudium i en periode og satte sin uddannelse på spil. Nu har programmet givet ham et nyt syn på sin fremtid og de muligheder, læreruddannelsen kan give ham.

Laurids Bihl ligger på maven på en stribet madras på en græsplæne og læser lektier

Efter Laurids Bihl fik den sidste rose, var han nødt til at lave lektier, fordi han var kommet så meget bagud på lærerstudiet under optagelserne.

Foto: Privat
Amanda Frisk
Amanda Frisk Freelancejournalist
Start debatten
18. juni 2026, kl. 06:00
Start debatten

Lærerstuderende Laurids Bihl træder ud i en udestue på Sicilien. Overfor ham står Sofie Sytnik.

“Da jeg ser hende i øjnene, kan jeg godt fornemme, hvad der skal til at ske, og at hun vil give mig sin sidste rose,” siger han til Folkeskolen.

“Jeg kunne ikke vente længere. Jeg vil have dig og jeg vil gerne starte nu,” siger hun i programmet. 

Sofie tilbyder Laurids Bihl den sidste rose, og at de kan rejse hjem sammen og date videre i Danmark. 

“Jeg mærker alle gode følelser på samme tid. Jeg er sindssygt glad, overvældet og paf, fordi det kommer så pludseligt, det hele sker jo på 30 sekunder. Det er først bagefter, at det går op for mig, hvad der egentlig er sket,” siger han. 

Sæson fire af reality-serien 'Bachelorette' på Tv2 slutter i dag. Her kæmpede 16 mænd om to kvinders gunst, og hver uge røg en eller flere mænd ud, hvis de ikke fik en rose af kvinderne. Og til sidst tilbød kvinderne deres sidste rose til hver deres mand. 

Og Laurids Bihl takkede ja til Sofie Sytniks sidste rose.

Romancen startede i Thy

Hele eventyret starter på Thy Festival et par måneder tidligere. Her får Laurids Bihl øje på Sofie Sytnik, og “hun ser virkelig dejlig ud”. Næste dag søger han om at blive deltager i Bachelorette. 

Hans familie og venner er en smule chokerede, fordi han generelt er en tryghedssøgende person.

“Det her datingeksperiment er det modsatte af tryghed. Det er et helt nyt territorium,” siger han. 

Han klarer sig gennem auditions, og i midten af august tager han afsted til Sicilien. 

Han er lige begyndt på tredje år af lærerstudiet i Aarhus, hvor han skal have starte på et helt nyt hold i faget historie.

Studieadministrationen og hans underviser godkender dog, at han må rejse to uger inde i studieåret, hvis han laver ekstra opgaver, når han kommer hjem.

Kontakt på den røde løber

Han får først Sofie Sytnik at se igen, da han træder ud på en rød løber, som han skal gå ned ad og hilse på de to kvinder, som står for enden. Han har en kæmpe 'nipnapper' med. På den er kvindernes og hans eget ansigt, og når han åbner flapperne, står der spørgsmål til kvinderne.

Vase med røde roser, en globus og en 'nipnapper' med pigebilleder i en vindueskarm
Foto: Laurits Bihl

Fra starten tiltrækker han Sofies opmærksomhed, og der går ikke længe, før han fortæller hende, at han meldte sig til programmet, efter at han mødte hende på Thy Festival. 

Igennem programmet bliver han inviteret på mange dates med Sofie Sytnik, og de har ofte en snak under fire øjne, når muligheden byder sig inden roseceremonierne. 

“Jeg synes, de har klippet meget uden om alt det søde, jeg har sagt om Sofie i sync (tv-interviewene, red.). Jeg ved ikke, om det ville være for åbenlyst, at jeg ville få den sidste rose. Det er lidt ærgerligt,” siger Laurids Bihl. 

Han er den første, Sofie Sytnik kysser, og den eneste, der bliver inviteret til at overnatte i Sofie Sytniks bolig.

Da de har et øjeblik alene i en af de sidste uger i programmet, indrømmer Sofie Sytnik, at hun er blevet lidt forelsket i Laurids Bihl. Han svarer, at han også er lidt forelsket i Sofie. 

Omkring en uge senere står han og tager imod Sofie Sytniks sidste rose, endda en uge før det var planlagt.

Han bearbejder oplevelse i Krakow 

Da rosen er givet, og optagelserne færdige, får han sin telefon tilbage efter seks uger. 

Det første, der popper op, er en besked fra hans underviser. 

“Da jeg tænder telefonen igen, har min lærer skrevet til mig, at det går sgu ikke. ‘Jeg ved godt, at vi har givet dig lov, men du skal med på en studietur til Krakow, for ellers kan du ikke bestå året. Så får du for meget fravær’, skrev han,” siger Laurids Bihl. 

Det betyder, at hvis han ikke når hjem i tide, så skal han starte undervisningsåret forfra et år senere.

”Men jeg tænker, det her har været det værd i forhold til at skulle udskyde uddannelsen et år. Så arbejder jeg bare et år. Det går nok,” siger han.

Hjemkomsten blev hård

Laurids Bihl når at være i Danmark i to timer, inden han skal på studietur med sit nye studiehold, som han ikke kender.

”Det er superheldigt, at jeg når det. Jeg har lige været gennem alt det her, og så skal jeg være sammen med nogen, som jeg ikke må sige noget til. Jeg når ikke engang at snakke med min familie eller mine venner,” siger han og tilføjer:

“Og så skal jeg være i Krakow i en uge og besøge Auschwitz-Birkenau. Jeg siger dig, det var sindssygt. Det var den hårdeste uge i mit liv,” siger han.

Han fortæller klassekammeraterne, at han har været væk fra studiet i seks uger for at gå Caminoen. 

Men så begynder de at spørge ind til, hvor han har gået fra og til, og det kan Laurids Bihl ikke svare på, for han har glemt at undersøge ruten. 

“Jeg har bare løjet dem op i hovedet i en uge, og de ved jo godt, der var et eller andet. De var virkelig søde,” siger han. 

Lige så snart dagens undervisning er færdig, trækker han sig fra gruppen. Han sætter sig på en café, drikker en øl og ringer til sine forældre. Det er hårdt for ham, at han ikke har haft tid til at bearbejde oplevelsen.

“Jeg har jo levet i en boble i halvanden måned. Og det føltes, som om mit liv starter forfra, da vi rejser fra Sicilien, og jeg skal prøve at finde ud af et eller andet med Sofie. Mine tanker er alle andre steder end i Krakow,” siger han. 

Da han kommer hjem fra studieturen, venter en hverdag med studie og en masse ekstraopgaver, fordi han har misset så meget undervisning. 

Var i praktik lige inden

Om det lykkes at skabe et forhold mellem Sofie Sytnik i København og ham selv i Aarhus, kan han ikke afsløre endnu. 

Men i løbet af sidste efterår og vinter har han haft en periode, hvor ingen har vidst, at han var med den kommende sæson af Bachelorette. Han er blandt andet i praktik i organisationen Lifes skoletjeneste i seks uger og afslutter den, lige inden det første program bliver sendt. 

Rygterne florerer på læreruddannelsen i Aarhus, så da det bliver afsløret, at han er med i sæson fire af Bachelorette, er klassekammeraterne ikke så overraskede.

Han ville gøre en forskel

Laurids Bihl søgte ind på læreruddannelsen, efter at han havde brugt nogle sabbatår som lærervikar og vikar i en børnehave. 

Her havde han fulgt en gruppe elever fra vuggestue og helt op i børnehaveklasse, og han endte med at være vikar for børnehaveklasselederen i et halvt år. 

Her oplevede han selv værdien af, at han kunne hjælpe eleverne med at sætte ord på deres følelser. 

”Det fangede mig virkelig meget, de der børn blev mine hjertebørn. Så det var en no-brainer efter det. Jeg kunne godt lide at være et forbillede, og at være én, de turde gå til, og jeg kunne mærke, at det hjalp dem,” siger han. 

Da han arbejdede som vikar, gik det op for ham, at der var få mænd, der underviste i dansk i indskolingen. 

Det var et billede, der blev bekræftet, da han valgte at læse dansk på læreruddannelsen. Han er nemlig den eneste dreng i sin klasse. 

Da Bachelorette begyndte at blive sendt, modtog han faktisk en besked fra en forælder til et barn, han havde undervist i sit sabbatår. 

“Vi sluger Bachelorette hver eneste uge, kun fordi du er med. Vi har heppet på dig fra day one og om muligt endnu mere nu, efter at vi med tårer i øjnene bare kan se, hvor fantastisk du rummer hele - hvor er du bare ægte sej og et kæmpe forbillede. Som du jo i øvrigt altid har været,” skrev moren og sønnen.

Kun positive beskeder

Laurids Bihl har kun modtaget positive tilbagemeldinger, efter han deltog i Bachelorette. Men han har også helt bevidst holdt sig ude af kommentarsporene og Reddit. 

Han har ikke modtaget andre forældrehenvendelser, men han frygter ikke kontakten til forældrene, når han skal i sin sidste praktik på en folkeskole til efteråret. 

Han skal undervise i historie på mellemtrinnet. 

Hvad er dine refleksioner omkring den respons, du potentielt kan få fra eleverne og forældre og lærere? 

“Den frygter jeg ikke. Jeg har været mig selv gennem programmet. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne genkende mig selv og være tilfreds med det. Og det synes jeg i høj grad, at jeg har været,” siger han. 

Fundet en ny vej

Han har et år tilbage af uddannelsen, og han kommer helt sikkert til at færdiggøre den. Men derefter kan det godt være, han vælger en lidt mere utraditionel vej. 

“Min tanke har hele tiden været, at jeg skulle ud i indskoling på en folkeskolen, fordi det brænder jeg også for, og det skal jeg nok også. Men programmet har givet mig nogle tanker om, om jeg også skal lave forløb for organisationer som DR eller lave børnefjernsyn eller podcast,” siger Laurids Bihl. 

Start debatten

Læs også

  • Jacob Sandberg tager sig til hovedet - ser lidt opgivende ud
    Fede forhold

    Lærer stod i undertøj på tv: ”Det er et meget grænseoverskridende program”

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Bachelorette-vinder skal være lærer: “De blev mine hjertebørn”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS