Adjunkt på læreruddannelsen ved Københavns professionsskole Elzebeth Wøhlk har indstillet Melanie Vick og Kristine Koch Martinsen til Lærerprofession.dk for deres bachelorprojekt med begrundelsen:
"Natur/teknologi er et lille fag i skolen, men det rummer en vej ind til den store naturfaglige verden for eleverne på de yngste klassetrin. For at undervisningen skal være engagerende og med deltagelsesmuligheder for alle, skal den være undersøgende, elevinddragende og med eksperimenter ude og inde, og det stiller krav til læreren, der ofte er alene i klasseværelset. Afsættet for bachelorprojektet "Stationsundervisning i natur/teknologi" var en forundring i natur/teknologiundervisningen over, at der var så lidt litteratur at finde om organisering af natur/teknologi, set i lyset af, at det organisatoriske fulder så forholdsvis meget i fx praktikken. De studerende foretog derfor i deres projekt først en omfattende litteratursøgning og stødte snart på "stationsundervisning", der på det tidspunkt netop var begyndt at spire frem i danskundervisningen. Igennem deres projekt udviklede de dernæst en ny model for organisering af natur/teknologiundervisningen i tre stationer: en undersøgende, en modellerende og en individuel station, og de argumenterede overbevisende for de kvaliteter, modellen indebærer, og de faglige problemstillinger, den imødekommer. Modellen blev forbedret løbende gennem projektet gennem dialog med praktiserende natur/teknologilærere.
Bachelorprojektet indstilles for overbevisende metodisk grundighed og for inspirerende nytænkning i faget natur/teknologi."
Helt konkret udvikles der i projektet en ideel model for stationsundervisning, som er relevant i forhold til nutidens krav til undervisning, og som er designet til at give lærere et konkret værktøj, der kan stilladsere undervisningen og fremme elevernes deltagelse gennem differentiering, motivation og dialogiske undervisningsprincipper.
Hent hele projektet her: Stationsundervisning i natur/teknologi
Bachelorer: Hul i litteraturen førte til ny model for stationsundervisning i natur/teknologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.