Babylon

Den religiøse historie om Babelstårnet bliver fortalt af de to skuespillere i løbet af forestillingens første ti minutter, og den bliver vores fundament og refleksionsbund for resten af forestillingen. Vi oplever på scenen, hvordan tingene går galt, siden Gud straffede os med forskelligheden i sprog og kultur. Vi kan ikke forstå hinanden. Men forestillingen viser os håbefuldt, at vi kan mødes i de ikke-tekstuelle sprog som musik, krop, bevægelser og billeder. Faktisk er det sådan hele forestillingen fortælles.

Babylon bliver et tydeligt eksempel på, hvor stor lid vi sætter til det talte sprog og hvor mange barrierer, der opstår mennesker imellem.

Forestillingens handling er den ihærdige indlæring til alle nydanskere. En indlæring, hvor der satses på ét facit, og hvor resultatet dermed bliver envejskommunikation. Vi bliver vidne til den venlige nabo, som kommer for at låne en kop mel, men ender med at give den nytilflyttede tvungen danskundervisning. På den måde bliver vi selv præsenteret for de små marginaler i det danske sprog, da ordet at gifte sig bliver til medgift, tilgift, pågift 'nååh nej det er der ikke noget, der hedder', udgift, modgift og ender ved ordet gift og det er meget farligt. Forestillingen er godt tænkt, godt spillet og behandler emnet med komik og nerve.

Vi kan ikke undgå at blive påvirket, da naboen, i deres samtale om tragedien, der ramte hans familie, retter ham. 'Nej de er ikke dode, de er døde'. Forestillingen er vedkommende og evig aktuel. Den lærer os, at gensidig kommunikation er altafgørende for skabelse.

Stine Worm Sørensen