Skolerådet har i sin beretning en hel stribe anbefalinger til, hvordan kvaliteten kan højnes i den danske folkeskole. De samme emner bliver i den nye avis belyst med udgangspunkt i den konkrete skolehverdag.
"Udviklingen kan ikke bare styres centralt fra med initiativer fra Christiansborg - den egentlige udfyldelse af rammerne skal ske ude på de enkelte skoler", siger formanden for Skolerådet, Jørgen Søndergaard. Han er ansvarshavende redaktør på avisen, som er produceret af medievirksomheden Kontrabande.
Et tema i rådsformandskabets seneste beretning er, at det - mod forventning - ikke har kunnet lade sig gøre at pege på skoler, som år efter år får bedre afgangskarakterer end andre, når man korrigerer elevkarakterne for elevernes sociale baggrund. I stedet mener formandskabet, at hver enkelt skole bør kigge på sine egne klasser og se på, hvorfor nogle klasser klarer sig bedre end andre, og hvorfor nogle årgange får bedre afgangskarakterer end andre. Eksemplet i den nye avis er Hasle Skole i Århus, hvor de tosprogede elever i gennemsnit klarede afgangsprøverne bedre end de danske ved sidste års prøver. Men nogen opskrift på en superårgang finder man ikke i artiklen.
"Vi er meget beidste om, at der ikke findes en bestemt opskrift på, hvordan man laver en god skole. Der er ikke nogen facitliste. Vi vil snarere anbefale, at man på hver skole laver en strategi for, hvordan man for eksempel vil sikre, at andengenerationsindvandrerne klarer sig lige så godt som de danske børn", siger Jørgen Søndergaard.
Selvom avisen er udgivet af det ministerudpegede formandskab for Skolerådet, kan man også læse, hvad de andre rådsmedlemmer mener om forskellige spørgsmål. Avisen sendes kun i fire eksemplarer til hver skole, men Jørgen Søndergaard håber, at de vil cirkulere, så så mange skolebestyrelsesmedlemmer, skoleledere og lærere som muligt får den læst. Den kan også downloades fra Skolerådets hjemmeside - se link til højre.
Avis skal flytte skoledebatten ud på skolerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.