Chris fra 8. klasse på centerafdelingen på Lumby Skole nyder godt af den el-cykel, som Odense Kommune stiller til rådighed.

Specialafdeling har succes med at tilbyde el-cykler til elever med autisme

Fire af de ældste elever i centerafdelingen på Lumby Skole slipper ikke alene for at sidde skulder ved skulder med andre på bagsædet af en taxi, når de skal til og fra skole. De får også frisk luft og motion, når de springer på en el-cykel fra kommunen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For elever med autisme kan en konflikt i taxien på vej til skole eller en forsinket bus påvirke resten af deres skoledag. Den risiko undgår fire af de ældste elever fra centerafdelingen på Lumby Skole nord for Odense. De cykler i skole på en el-cykel, som den kommunale kørselsenhed Mobil i Odense stiller gratis til rådighed.

"Mobil i Odense arbejder på at skabe bæredygtig transport. Derfor arbejder vi hele tiden på at vores elever skal gå fra taxi til bybus og nu også til el-cykel. Mange af vores elever har 10-15 kilometer i skole, og det vil være uoverskueligt for dem at køre på almindelige cykel", siger Michala Mandrup, der leder centerafdelingen på Lumby Skole.

Eleverne skal kunne vurdere forskellige situationer i trafikken

El-cyklerne begyndte som et forsøg for nogle år siden og er nu en permanent ordning. Den handler om meget mere end at komme fra A til B, understreger Michala Mandrup.

"For nogle elever er det fint at køre med bybus, mens andre bekymrer sig om, hvorvidt bussen kommer til tiden, hvor mange der er med, og om chaufføren mon er sur. Med en el-cykel opnår eleverne en helt anden frihed".

Specialelever skifter taxi ud med bybus ved hjælp af teknologi og pædagogik

I bussen kan eleverne blive kontaktet af både chaufføren og andre passagerer, for eksempel hvis en gangbesværet ønsker deres plads. Derfor har centerafdelingen udstyret bybus-eleverne med kort om, hvad de kan sige i forskellige situationer. Men eleverne på cykel kan passe sig selv.

"Her er udfordringen, at de skal kende færdselsreglerne og kunne vurdere forskellige situationer i trafikken. Derfor tilbyder vi at øve med dem, når de får el-cyklen. Så cykler vi ruten igennem sammen med dem og taler om, hvad de skal være opmærksomme på undervejs", fortæller Michala Mandrup.

Friheden ved at cykle forpligter

El-cyklerne giver eleverne øget selvstændighed, og det smitter af på deres selvværd.

"De sidder med rank ryg, når de overhaler mig, når jeg kommer på min pedalcykel. Så jeg ser dem vokse. De må bruge cyklen hele tiden, så de kan også selv komme til og fra fritidsaktiviteter. De får også frisk luft og motion, og det er godt, for de tilbringer en del tid ved deres computer", siger Michala Mandrup.

Det er kun elever fra 7. klasse og op, som kan få en el-cykel. Det er en forudsætning, at både eleven selv, forældrene og skolen synes, det er en god ide, at eleven cykler til og fra skole.

"Eleverne har lært at cykle, men de skal være dygtige cyklister og have en vis højde og drøjde for at kunne køre op til 25 kilometer på en el-cykel. Det er vigtigt, at de møder til tiden, så vi deler ikke cykler ud med rund hånd. Friheden ved at cykle forpligter også, så hvis ikke de kan leve op til det, må de tilbage i taxi", siger afdelingslederen.

Besparelsen ved el-cyker giver en ren winwin

I øjeblikket har centerafdelingen fire elever med en el-cykel, mens en femte er tæt på at kaste sig over pedalerne. Andre har også vist interesse for at cykle, så Mobil i Odense skal til at investere i flere el-cykler.

"Vi har cirka 40 elever i de ældste klasser, så det er stadig et fåtal, som kører på el-cykel. Ordningen gælder kun de af vores elever, som bor i Odense Kommune, og vi har elever fra flere andre kommuner. Det er rart for eleverne at have luft omkring sig, så jeg kunne godt ønske mig, at der aldrig sad flere end to elever på bagsædet af en taxi. Taxiselskabet får penge pr. elev og fylder bilerne op, og det er ikke altid til elevernes bedste, mens den besparelse, der ligger i at gå fra taxi til el-cykel, er ren winwin", siger Michala Mandrup.

Det er urealistisk at bede forældrene om selv at betale for cyklerne, vurderer hun.

"Forældrene synes, det er dyrt at bruge 15.000 kroner på en el-cykel, når de ikke ved, om deres barn vil bruge den. Så uden dette tilbud fra kommunen beholder de hellere taxien".

På længere sigt må familien selv spare op til en el-cykel

El-cyklerne tilhører kommunen, så når en elev går ud af skolen, må han aflevere sin cykel, så en anden kan få glæde af den.

"Hvis eleven er glad for sin cykel, spørger forældrene typisk, hvor de kan søge om en ny. Men unge har ikke ret til transport, når de går på en ungdomsuddannelse, så svaret er, at forældrene eller eleven selv må spare op til en el-cykel", siger Michala Mandrup.

Hvis andre specialskoler og kommuner vil kopiere ordningen, råder afdelingslederen fra Lumby Skole til, at de laver klare aftaler om præmisserne for at låne en el-cykel. Det gælder blandt andet ejerforhold, hvem der står for vedligehold og reparationer, og hvad der er af muligheder for at skifte til taxi om vinteren.

"El-cyklerne accelerer hurtigt, så hvis det er glat, vælter eleverne. Derfor har de mulighed for at skifte til taxi om vinteren. Der er også mulighed for, at de kan køre i taxi i skole og cykle hjem, hvis det gør det mere overskueligt for dem. På den måde er ordningen fleksibel", siger Michala Mandrup.

Kolding Kommune planlægger gå i gang med et forsøg med el-cykler til elever på to specialskoler efter sommerferien.