Endnu en gang er der grund til at slå et slag for »Easy Readers« små supplerende bøger til franskundervisningen. For forholdsvis små penge kan vi her anskaffe skønlitterære bøger med et ordentligt indhold og sprog. Historierne er bearbejdede, så vore elever herigennem kan få et kig ind i en litteratur, som de med deres folkeskoleniveau endnu ikke magter i den autentiske form.
Denne lille bog er en medrivende eventyrberetning om pigen med det røde hår og de magiske evner, der som tolvårig flyver ud for at finde sin far, som efterlod hende som spæd i en kurv hos den gamle Léontine. Hun sporer ham til byen for foden af muren, hvor hun møder dystre voksne og børn, der lever i underjordiske kældre. »Atterrissage forcé« er første del af en historie i tre afsnit. De to sidste får man som afslutning i resuméform.
Historien fungerer især på grund af sit levende sprog formet i korte sætninger med fokus på den helt konkrete handling. Det gør det let for eleverne at følge med. Niveau 2 betyder, at bogen er baseret på et ordforråd på 850 ord, hvilket gør den brugbar i 8.-9. klasse. Som altid i denne serie er gloseringen fransk-fransk suppleret af præcise, forklarende, sort-hvide tegninger, men et vist ordbogsarbejde må eleverne dog være indstillet på. Bag i bogen er der spørgsmål til kontrol af forståelsen og idéer til andre aktiviteter. Bogen henviser til yderligere aktiviteter på nettet, men dem fandt jeg desværre ikke.
Atterrissage forcé
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.