For mig er et sæde i hovedstyrelsen ikke blot en adgang til at være medbestemmende om DLF's politik. Det er en talerstol overfor lærerne og deres øverste ledere, overfor politikerne og overfor den offentlighed, med hvis opbakning DLF's styrke står og falder. Der er ting, der skal siges, og der er nogen, der skal sige dem.
Jeg satser på, at DLF's medlemmer er bekendt med mig gennem hundredevis af indlæg i alle dele af pressen. Det hele kan googles. Jeg vil fortælle om mine stillere. Almindelige lærere fra Skagen til Gedser, herunder mine nære daglige kolleger Tove og Annette fra Kalbyrisskolen i Næstved, hvor jeg stadig underviser klasser. Bibliotekarer, vejledere, tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer fra nær og fjern. Næstformændene fra Djurs og Gentofte lærerforeninger, Mogens og Emil. Toke fra Gladsaxe og Marina fra Arden, der er i gang med at afsløre fuppet bag de adaptive, nationale test. Thora fra Århus, der udsender en strøm af kloge debatindlæg. Karsten Bräuner, der ene mand har gjort mere for at udstille elevplansvanviddet end hele DLF tilsammen. Erik Schmidt fra Odense, skaberen af tænketanken Sophia og de alternative Sorømøder. Jeg vil også takke grand old man Holger Henriksen og rektor for professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann for deres støtte samt sidst, men ikke mindst, mine to suppleanter, kredsformændene fra Rødovre og Fredensborg, Anders Liltorp og Jørgen Cseh. Jeg skal gøre mit bedste.
At tale lærernes sag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.