Vi vil alle gerne have et tilhørssted - ikke mindst når man er teenager og skal finde sit eget ståsted. Det har aldrig været nogen nem proces i identitetsdannelsen, men den er dog blevet sværere eller i det mindste radikaliseret ved de sidste 30 års indvandring i Danmark.
Formålet med bogen er at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og kristendom, dette gøres blandt andet ved hjælp af populære forfattere som Dan Turèll, H.C. Andersen, Martin A. Hansen, Antoine de Saint-Exupéry, Tove Ditlevsen og Naja Maria Aidt. Og egentlig er der ikke meget nyt i det tekstudvalg og ej heller i bogens elevopgaver. Ikke desto mindre tror jeg på dette materiale som et godt og solidt input af, hvad man kan kalde »dansk kultur og traditionsstof«. Det er tydeligt, at bogens forfatter har en solid undervisningserfaring bag sig, hvor kvalitet og rutine går hånd i hånd - uden at ordet rutine behøver at få en negativ klang, for det er jo i samspillet mellem lærer og elever og eleverne indbyrdes, at den levende vekselvirkning foregår, og her er tekstmaterialet et udmærket udgangspunkt. Og jeg tror - som før nævnt på, at det vil kunne anvendes med succes i folkeskolens overbygning.
At høre til
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.