Inden foråret rigtig kom, formørkedes vinteren yderligere af, at vi den 13. februar mistede Asbjørn Jørgensen, Højstrupskolen, Odense.
Uventet var det ikke. Mange års alvorlig sygdom havde hærget ham, men ikke ændret hans grundlæggende positive livssyn.
Mange af os mistede ham som en god kollega, mange af os mistede ham også som en god ven, mange af os - især eleverne - mistede ham som en god lærer og skolebibliotekar.
Adskillige af os mistede ham i mange af de nævnte sammenhænge.
Asbjørn gjorde aldrig sig selv til centrum, men fik altid samtalepartneren til at føle sig som et værdsat medmenneske.
Gennem en generation var Asbjørn en markant skikkelse på Højstrupskolen.
Det mest markante ved ham var, at han altid med et lunt glimt i øjet beherskede alle situationer.
Elever af alle typer, af alle årgange og af alle indfaldsvinkler til skolen, herunder skolebiblioteket, opfattede Asbjørn som en central person i deres skolehverdag.
De havde sammen et udtalt frisprog, som karakteriseredes ved, at ingen af parterne nogensinde gik over stregen.
Der var tale om en dyb, gensidig respekt og tillid.
Sjældent har en enkeltperson i den grad tegnet en arbejdsplads. Han var et midtpunkt.
'Ungerne', som det hele handlede om for Asbjørn, skriver ikke noget om det, derfor må vi gøre det. Det falder os heller ikke svært. Det svære er at have mistet Asbjørn. Det gode er mindet om ham. Det vil vi holde i hævd.
Vi håber, at de efterladte med tiden vil kunne lære at leve med savnet.
Peter Holst
Asbjørn Jørgensen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.