Arven efter Dansk Skolemuseum

Jeg bliver relativt tit spurgt om, hvad der sker med Dansk Skolemuseum, og svaret er, at det er ikke godt at vide. Men her kommer en stribe fakta, som der bør tages stilling til - og det kan kun gå for langsomt.

Dansk Skolemuseum var i udgangspunktet en studiesamling oprettet i 1887, hvor lærere kunne komme og studere det nyeste nye. Nye lærebøger, nye undervisningsteknologier - som anskuelsestavler - var stillet op, først på loftet i stifteren Emil Sauters skole ude i Gladsaxe, efterfølgende i skiftende lejligheder inde i København. Det lå ikke fjernt fra Hovedbanegården, så lærerne kunne slå et smut forbi, når de lejlighedsvis kom til storstaden.

Samlingen var endda på finansloven helt frem til 1934, hvor et system af amtsskolekonsulenter og senere amtscentraler tog over. De ældste dele blev sendt på museum i Den Gamle By i Aarhus, de nyere ting pakket ned i kasser og først gjort tilgængelige for offentligheden, da et nyt Dansk Skolemuseum åbnede dørene i 1995. I 2008 var det slut med pengene - og genstandene blev pakket ned igen - i ti containere, som stadig står hos flyttefirmaet Danmark.

Så langt, så skidt, fristes man til at konkludere - og dog. Ansvaret for forvaltningen af arven efter Dansk Skolemuseum overgik herefter til Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, nu Aarhus Universitet. I de forløbne år er de mere end 12.000 anskuelsestavler blevet ordnet, ligesom hovedparten af det store arkivalske materiale, museet lå inde med, er blevet tilgængeligt for offentligheden via Rigsarkivet.

Men den store udfordring er de mere end 120.000 genstande, som spænder fra skolestile over fysikapparater, skoletasker til spanskrør og pegepinde. De står stadig i containerne, og med tanke på sommerens regnvejr kan man bare håbe, de holder vand. Der ikke bare bør, der skal tages stilling til deres fremtid. Hvor meget vil vi bevare af skolens kulturarv - og hvorfor - og ikke mindst hvordan? Der er skolemuseer nok i gamle skoler rundt omkring i landet - men der er også genstande at tage vare på, i takt med at skoler - og seminarier - lukker ned. Hvad er det for fortællinger, vi vil bevare for eftertiden - og ikke mindst hvordan? Et fysisk museum - et digitalt, men bemandet museum - eller skulle man hellere fordele genstandene mellem de museer, som i forvejen har skolehistorien på tapetet?

Jeg spørger - og mange med mig - men først og fremmest må den (skole)politiske verden tage et medansvar. Genstandene kan ikke blive i containerne til evig tid. Hvis de gør, så bliver der ikke tale om en såkaldt etisk destruktion, hvor der bliver taget stilling til skolens kulturarv, og hvad som skal bevares, og hvad som skal dokumenteres på anden vis. Så destruerer den stille og roligt sig selv.

»Hvad er det for fortællinger, vi vil bevare for eftertiden - og ikke mindst hvordan? Et fysisk museum - et digitalt, men bemandet museum - eller skulle man hellere fordele genstandene mellem de museer, som i forvejen har skolehistorien på tapetet?«