Tag til Finland og find ud af, hvorfor finske børn er så skrappe til at læse, sagde redaktøren under indtryk af rapporten 'Nordlæs', hvoraf det endnu en gang fremgår, at finske børn er bedre læsere end svenske og langt bedre end danske.

Nordlæs-rapporten er i sig selv blot en konfirmering af den berømte og berygtede internationale læseundersøgelse fra 1994, der anbragte finske 3. klasser på en suveræn førsteplads på verdensranglisten. Og Danmark helt i bund.

- Du har fire dage, tilføjede redaktøren.

Det lød ikke af meget, men det var alligevel nok til at finde ud af, at der i hvert fald er én absolut indlysende grund til, at finske børn er relativt sikre og hurtige læsere i 3. klasse:

De børn, der ikke har lært læsningens kunst i løbet af , dumper nemlig og må tage en tur til, inden de er klar til oprykning til 2. klasse.

- Både skolen og forældrene forventer, at børnene lærer at læse i løbet af 1. klasse, siger Pehr-Olof Rönnholm, der er leder på Cygnæus Skolan i Åbo på den finske vestkyst.

- De børn, der ikke kan læse til jul, får specialundervisning. Er der stadig enkelte, der endnu ikke kan læse til påske, så henvender jeg mig til forældrene og foreslår, at børnene går 1. klasse om. Det sker dog ikke hvert år, men det sker, og der er aldrig over to-tre stykker, tilføjer Pehr-Olof Rönnholm.

- Sådan er holdningen bare i Finland, det er traditionen: I skolen lærer man at læse i løbet af 1. klasse, selvfølgelig.

Den historiske tradition

En forklaring på denne holdning til læsning og i bredere forstand sprog er efter alt at dømme den særlige, historisk betingede tosprogethed i Finland. Vi bliver nødt til at tage et smut omkring Adam og Eva, hvis læseren vil have mig undskyldt.

I tidernes morgen vandrede finsk-ugriske folkestammer ind i det våde og skovrige land ved Den Finske Bugt og Det Botniske Hav. De er der stadig, men allerede tidligt i middelalderen blev den tyndt befolkede halvø underlagt Sverige, hvorefter svenske bønder bosatte sig på vestkysten.

Forvaltningssproget blev svensk, hvilket det vedblev at være i 1800-tallet, da halvøen var kommet under den russiske zars herredømme.

Først da zar-riget bliver væltet af den russiske revolution i 1917, kommer Finland ind i historien som selvstændig nation, befolket af finner, der taler finsk (i dag 93 procent), og finlandssvenskere, som taler svensk (seks procent), samt samere.

Hvis man ser på de nøgne sprog-tal, burde Finland således 'høre til' Estland og Ungarn, som også taler ugriske dialekter, men såvel de skandinaviske broderfolk som finnerne og finlandssvenskerne selv regner Finland som hørende til Norden på grund af de mange århundreder, hvor halvøen var en del af det svenske rige.

Denne mærkelige sproglige og kulturelle skizofreni går ofte ned gennem den enkelte familie og slægt. Som med den 19-årige franskstuderende, jeg mødte i toget mellem Åbo og Vasa.

Tosprogede i sjælen

Hun taler svensk med sin mor og finsk med sin far. Forældrene taler finsk indbyrdes. Studentens mor talte på tilsvarende vis svensk med mor og finsk med sin far.

Faren, derimod, talte finsk med begge sine forældre, der var flygtet til vestkysten, da russerne gik ind i Karelen i Østfinland i 1939.

- Hvad er du så? spurgte jeg.

- Finne, svarede hun. Men hun går dog på landets eneste svensksprogede universitet, Åbo Akademi, og har gået i finlandssvensk folkeskole og gymnasium.

Tosprogetheden præger således grundlæggende finlænderne, helt ind i sjælen, og giver dem en særlig 'sproglig opmærksomhed', som måske dybest set er forklaringen på, at 'selvfølgelig skal finske børn da lære at læse i løbet af første skoleår'.

Det mener i hvert fald adjunkt ved Københavns Dag- og Aftenseminarium, Ruth Mulvad, der har været lærer påÅbo Akademi i fire år.

'De finske børns verdensberømte læsestandpunkt kan ikke forklares uden om sprogsituationen i Finland, som ligger som en klangbund ikke alene i det enkelte barns historie, men også i den nationale tradition for udformningen af modersmålsfaget i uddannelsessystemet', skriver hun i 'kalejdoskop, årsskrift 96', Københavns Dag- og Aftenseminarium.

En lærer, der underviser lærerstuderende i svensk eller finsk, hedder ikke 'lektor i svensk' eller 'lektor i finsk', det er for teknisk og goldt, men derimod 'lektor i didaktik'. Hvilket fortæller en del om de sensible vibrationer i den sproglige .

Det kan være svært at fatte for udenforstående. Så svært, at da professor ved Institutionen för lärarutbildning, Pedagogiska fakulten, Åbo Akademi, Sven-Erik Hansén, forsvarede sin doktorafhandling om modersmålsundervisning, sagde den dansktyske opponent undrende: Hvorfor anvender du et så sprogligt emotionelt ladet ord som modersmålet?

- Jeg skulle have talt om , language one, mente han. Sådan som man gør i resten af Europa, fortæller Sven-Erik Hansén.

- Men i Finland bruger vi ikke de tekniske termer finsk og svensk. At vi har valgt begrebet viser, at vi ser på vores sprog på en følelsesmæssig måde, siger Sven-Erik Hansén.

Forskel i sprogfølelse

Årsagen er den historiske konflikt mellem svensk og norsk. De svensksprogede er meget opmærksomme på sprogets kulturskabende betydning, fordi de som minoritet er under pres.

Mens de finsksprogede på deres side kommer fra en historisk situation, hvor svenskerne var dominerende, og for at vinde anerkendelse og indflydelse har også de ad åre udviklet en stærk sprogfølelse.

- Så det er samme stærke sprogfølelse ud fra forskellige motiver. Svenskerne vil forsvare, finnerne vil ekspandere og højne deres sproglige status. Begge betoner sprogets kulturskabende og identitetsskabende betydning, hvilket helt klart historisk set har været med til at sætte fokus på modersmålsundervisningen i skolerne.

I praksis, på Cygnæus Skolan, bliver eleverne sprogtestet allerede på deres anden skoledag af skolens speciallærer.

Hendes søgerammer er groft sagt: 1) hvor mange bogstaver kan barnet, 2) kan det læse, 3) hvordan er dets sproglige bevidsthed.

I år var et 'godt' år. Der var 40 elever, der kunne læse på forhånd. Af disse var der fem, der ikke forstod, hvad de læste, læsningen var ren teknik. Kun 22 kunne slet ikke læse.

- Det er en slags diagnose, vi laver, så vi fra starten ved, hvor vi har børnene, og ved, hvor vi skal sætte ind undervisningsmæssigt, siger skolens speciallærer Ann-Sofie Lyytinen-Lund.

- For eksempel udgør de fem, der rent teknisk kan læse, men ikke forstår, hvad de læser, en særlig risikogruppe, der skal have lige så meget opmærksomhed som ikke-læserne.

Procenten svinger fra år til år, men som regel kan mindst halvdelen af de børn, der frekventerer Cygnæus Skolan, som er en svensksproget middelklasseskole, læse, når de møder op første dag.

I Åbo Kommune, der har to finlandssvenske skoler og godt 20 finske skoler, kunne i år hvert femte barn læse ved skolestarten.

Nordlæs-undersøgelsen viser i øvrigt, at der ikke er nogen væsentlig forskel i finlandssvenske og finske børns læsefærdigheder. Det er heller ikke sådan, at alle finlandssvenske skoler er middelklasseskoler, mange af dem ligger på landet, og forældrene har ofte ingen anden skolegang end 9. klasse.

- Også i Finland var der i 60'erne en pædagogisk trend, der sagde, at børnene ikke skulle lære at læse, før de kom i skole, men den rodfæstede sig aldrig for alvor blandt forældrene, siger Pehr-Olof Rönnholm, skolelederen ved Cygnæus Skola.

Speciel begynderundervisning

De lærer det ikke i børnehaven, og forældrene er dobbeltarbejdende som i Danmark. Der var endda fuld beskæftigelse i landet til omkring 1990, men forholdsvis mange finske børn kan altså alligevel læse, allerede inden de kommer i skole, hvilket selvfølgelig er med til at hæve det gennemsnitlige læsestandpunkt i 1., 2. og 3. klasse.

Men også begynderundervisningen i Finland er højt specialiseret.

Den finlandske grundskole er delt i (1.-6. klasse) og (7.-9. klasse).

Tilsvarende er læreruddannelsen delt i klasselærerstudiet (1.- 6. klasse) og faglærerstudiet (7.- 9. klasse).

Klasselæreren underviser i samtlige skolefag i lågstadiet, dog ikke altid i musik og/eller gymnastik, der så varetages af timelærere.

Formelt set kan en klasselærer følge en klasse fra 1. til og med 6., men det sker sjældent. I praksis specialiserer lærerne sig. Nogle har typisk kun 1. og 2. klasse, andre kun 3. og 4. klasse og atter andre kun 5. og 6. klasse.

En finlandsk skoleelev bliver således udsat for op til tre forskellige klasselærere i løbet af sine første seks år i skolen. Men det ser ingen af de forældre og lærere, som jeg talte med, som et problem, snarere tværtimod.

På dem virker det danske klasselærersystem med samme lærer nærmest uhyggeligt, for tænk, hvis kemien ikke passer mellem en elev og klasselæreren. Det kan ødelægge et barn for livet, formoder både lærerne og forældrene.

I de finlandske læreres øjne må det desuden være uinspirerende for de danske lærere at skulle have de samme børn i så mange år i træk.

Den finlandske specialiseringsmodel har nogle indlysende fordele, som forklarer mangt og meget om børnenes verdensmesterskab i læsning.

Når den samme lærer kører en 1. og en 2. klasse igennem igen og igen, giver det selvsagt en enorm erfaringsopsamling.

Modsat den danske klasselærer, der afleverer en 10. klasse og nærmest på bar bund skal starte en ny 1. klasse op, så finder den finlandske begynderunderviser hurtigt ud af, hvilke metoder og materialer der virker.

- Metoderne og teorierne bliver redskaber for lærerne, i stedet for at lærerne bliver redskaber for metoderne og teorierne, som professor Sven-Erik Hansén siger.

Hvilket ikke kun skyldes ophobningen af praksiserfaringer, men også at lærerne i Finland er højt uddannende. De er magistre.

Seminarierne blev nedlagt

I årtier har högstadium-lærerne været universitetsuddannede på linie med gymnasielærerne, og fra 1974 blev lågstadium-lærerne det også. Samtlige seminarier blev nedlagt i begyndelsen af 1970'erne.

Ofte er det sådan, at den studerende, der satser på at blive begynderunderviser, skriver specialeafhandling om netop begynderundervisning i almindelighed og modersmålsdidaktik i særdeleshed.

Det er selvsagt med til at professionalisere lærerne. Den forskningsmæssige skoling gør det naturligt for dem, siger de, efter endt uddannelse at blive ved med at læse nye fagbøger inden for deres felt, deltage i konferencer og så videre - kort sagt følge med og udvikle deres fag og professionalisme.

Derfor er finlandske børn så skrappe til at læse: Befolkningen forventer, at de kan allerede i 1. klasse, og lærerne er højt specialiserede.

Dertil kommer børnenes socialkarakter. De er, hvad man i gamle dage kaldte velopdragne. Hvis en lærer er blevet lidt forsinket, står børnene pænt på række uden for klasselokalet og venter.

Men det bliver måske ikke ved. I år har Undervisningsministeriet udsendt et cirkulære til skolerne, der pålægger lærerne en opdragende rolle, som skal modvirke den stigende tendens til hærværk og ungdomsvold.

- Vi mente jo, at vi altid havde opdraget børnene, siger en finlandssvensk landsbyskolelærer.

- Men cirkulæret er udtryk for, at de mere frie omgangsformer blandt børn og unge nu også vinder indpas. Især i storbyerne, sådan som tilfældet allerede er i Sverige og Danmark.