Karate som skolefag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For et par måneder siden sad jeg og slappede af foran min regionale tv-station. På et tidspunkt blev der annonceret en historie om en skole i området, og det lå i luften, at der var tale om en positiv historie. Nu er positive historier i medierne om det, vi har valgt at bruge vores arbejdstid på, jo ikke hverdagskost, så min interesse blev straks skærpet.

Heldigvis. For eller havde jeg næppe opfattet, at man på skolen havde indført skydning som valgfag. Og hvorfor så skydning? Jo, som den stedlige skoleinspektør udtrykte det: Så lærer børnene at omgås skydevåben fornuftigt! Når vi nu endelig skal lære børnene at omgås skydevåben, er det selvfølgelig betryggende, at det sker fornuftigt. Det var godt nok også en lidt anden indfaldsvinkel en af eleverne havde til faget. Han mente nemlig, at han var blevet bedre til at kontrollere sig selv. Se, det er jo fint nok. Og så kom jeg til at tænke på asiatisk kampspport, der er berømt for, at udøverne i ekstrem grad har kontrollen over sig selv i alle situationer.

Når sandheden skal frem, har jeg egentlig ikke noget forhold til skydning og ej heller til karate, men jeg har absolut et forhold til folkeskolen, og ikke mindre en holdning til, hvordan tingene kan hænge sammen.

Skydning er sikkert en ædel hobby, karate ligeså og frimærkesamling, modelbygning og rally også. men skal vi bruge det som argument for at undervise i det i skolen?

For mig at se er det lige præcis her skellet mellem undervisning og underholdning går.

Underholdning er, når man gør noget, der skal være populært for enhver pris. Undervisning derimod drejer sig om oplysning, udvikling og et højere niveau af erkendelse.

Dette betyder ikke, at undervisning skal være kedelig og tør for at være god. Slet ikke. Men det siger noget om, hvor fokus skal placeres. Og hvis fokus placeres på de sikre træffere, fordi de er sikre træffere, går det galt.

Vi ser det i en stribe af de undervisningsprogrammer til edb, der kommer i en lind strøm for tiden. Vi ser levende billeder, lyd, farver, grafik og alt andet, der omfattes af multimediebegrebet. Vi ser også, at sammenhængen mellem de forskellige elementer, altså overvejelserne over, hvordan samspillet mellem for eksempel et filmklip og et antal skrevne ord skal være med til at give eleven en højere erkendelse, svigter. Vi ser med andre ord undervisningsmaterialer, der er bygget op over den samme læst som Lykkehjulet og Jeopardy. udmærket underholdning, men er det undervisning?

Jeg kunne godt tænke mig, at skolen koncentrerede sig om sin væsentligste opgave, nemlig undervisning, også i overbygningens valgfag. Eller rettere: jeg kunne godt tænke mig, at hele valgfagsafsnittet fra folkeskoleloven blev taget op til overvejelse. At der blev set på, om ikke mange af de fag og værktøjer, børnene lærer på det tidspunkt egentlig lå bedre tidligere i skoleforløbet, i sammenhæng med den øvrige undervisning. Det ville give eleverne i overbygningen bedre tid til at beskæftige sig med bredere problemstillinger, problemstillinger, de netop kunne få has på ved hjælp af de fag og værktøjer, de så at sige havde fået ind med modermælken.

Jeg mener ikke, vi skal undervise børnene i deres hobbies. Det er der et hav af foreninger, der alligevel kan gøre meget bedre. I stedet mener jeg, at vi skal tage udgangspunkt i det forhold, at vores elever har forskellige hobbies, vi skal opmuntre dem og støtte dem, og så skal vi bruge det som et af vores udgangspunkter i arbejdet med at målrette vores undervisning til den enkelte elev.

Peter Hindsgaul er lærer.

Powered by Labrador CMS