Overenskomstforhandlinger i Forligsen i aften

Formanden for de kommunale lønmodtagere, Poul Winckler, mødte op til overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen sidst på eftermiddagen med et bredt smil: "Vi regner med at blive færdige med de generelle forhandlinger. Det skal i hvert fald ikke bero på, at vi ikke vil".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Poul Wincklers forhandlingsmodpart Ole Andersen mente dog ikke, at forhandlingerne kan blive afsluttet i løbet af aftenen eller natten.

Der er tavshedspligt om alle igangværende forhandlinger i Forligsinstitutionen. Men forligsmand Mette Christensens umiddelbare vurdering er, at parterne kan fortælle om et generelt KTO-forlig, hvis de når så langt.

Men de kommunale arbejdsgiveres topforhandler Ole Andersen sagde i dag: "Der er mange specielle krav, som også kan få betydning, og de specielle forhandlinger forventer vi først at være færdige med den 18. marts. Vi har vanskeligt ved at forestille os, at man kan fremlægge en generel aftale, uden at de specielle forhandlinger er afsluttet."

Overenskomstforhandlingerne brød sammen den 5. februar. Lønmodtagerne ville ikke acceptere arbejdsgivernes ønske om, at godt 20 procent af lønstigningerne skulle forhandles lokalt. Poul Winckler var ikke parat til at gå højere end ved forrige overenskomst, hvor 14 procent blev lagt ud.

Powered by Labrador CMS