S vil forhandle om modersmålsforslag

Afskaffelse af den obligatoriske modersmålsundervisning kan kun ske efter aftale med partierne i folkeskoleforliget fra 1993, dvs. V, S, R, SF og KRF, fastslår Carsten Hansen (S). Ellers er der tale om et klokkeklart forligsbrud, mener han. Socialdemokratiet er imidlertid indstillet på at gå i forhandling.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialdemokratiets folkeskoleordfører advarer regeringen mod at tro, at man kan opsige dele et forlig. De øvrige partier har nemlig allerede to gange afstået fra at gennemføre ting, selv om der var flertal, når Kristeligt Folkeparti og Venstre har talt om forligsbrud. Eksemplerne er helhedsskolen og SFO-fripladsgrænser.

"Det ændrer vores måde at arbejde parlamentarisk på, hvis man kan tage dele af et forlig ud i en valgkamp. Vi er åbne for en forhandling, men vi har ingen intentioner om at bryde forliget", siger Carsten Hansen.

Tidligere sprogstimulering til indvandrerbørn er blandt ting, som regeringen og Socialdemokratiet har til fælles.

På baggrund af en kongresbeslutning og forsøg i Århus og på Bornholm er Carsten Hansen villig til at se bl.a. på tilbud om førskole-sprogstimulering individuelt til tredje generation ned til 3 år frem for, at tredjegenerations-indvandrere skal have ret til modermålsundervisning i skolen.

Det politiske spil om modermålsundervisningens fremtid begyndte for alvor, da undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) fik grønt lys på ministermødet tirsdag 26. februar til at fremsætte det omstridte lovforslag, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede med ordene: "Modersmålet i Danmark er dansk!"

Lovforslaget gør det frivilligt for kommunerne at tilbyde modersmålsundervisning. Til gengæld vil Ulla Tørnæs intensivere sprogstimuleringen inden skolestart. Hun foreslår, at aldersgrænsen nedsættes fra 4 til 3 år for kommunernes pligt til at tilbyde dansk sprogstimulering.

Fjernelsen af den obligatoriske modersmålsundervisning pr. 1. august i år vil ifølge undervisningsministeren give en besparelse på netto 27 mio. kr. i år, som stiger til 64 mio. kr. i 2005.

Powered by Labrador CMS