Anmeldelse

Visdommens vogter

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Visdommens vogter over Grønnesø dør, begynder de fire slægter, der befolker området omkring søen, at slås om magten og om, hvem der skal være den nye Visdommens vogter. Kampen mellem de fire slægter - stjernesamlere, trunter, træspringere og bakkefolk - skaber kaos, og fire børn, et barn fra hver slægt, slår sig sammen for at redde situationen.

Fortællingen om Visdommens vogter er befolket med sære væsener, der indikerer fantasy-genre, men i bund og grund er den et udvidet folkeeventyr med alle de klassiske elementer og figurer. Der er konflikter og strid mellem det onde og det gode, og så er de der alle sammen - helte, skurke, hjælpere, givere og modtagere. Historien om de fire børns farefyldte rejse for at redde deres verden rummer elementær - til tider noget forudsigelig - spænding, men der er noget konstrueret over universet. Personerne er mere typer end personer, og hvorfor skal de være så sære, når deres særheder ikke rigtigt anvendes i fortællingen? Der er flotte dobbeltsidede farveillustrationer afvekslende med mindre sort-hvide. En detalje, som irriterer, er kortet på bogens omslag, fordi den geografiske placering af bogens stednavne på kortet gør dele af handlingen og konflikterne meningsløse.

Bogen er nummer to i en serie om Grønnesø, men den kan sagtens læses selvstændigt. Der er hentydninger til første bind, men de gør ikke handlingen uforståelig, skærper måske nærmere interessen for at læse bog nummer et.

Bogen vil kunne anvendes til frilæsning af 9-12-årige bogslugere.