Anmeldelse

En anden vej

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forfatteren vil frelse ungdommen fra stoffer og nazisme. I prøvet missionsk stil skal der vises angrende syndere frem. Så i bogen her fortæller 38-årige Lena om dengang, hun som 17-21-årig flippede ud, pjækkede, røg hash, drak sprut, fik job i stripperklub, blev kæreste med en fordrukken voldsamøbe, blev gravid, og da det skete, blev både hun og voldsbøllen på ingen tid fuldstændig clean og fik arbejde og uddannelse. Hun arbejder nu som socialrådgiver for unge.

Det er da en opbyggelig historie. Mange vil græde af glæde. De forhærdede tidselgemytter kan læreren nå ved at sætte musik til de hjerteknusende digte, som Lena tit afbryder fortællingen med. Så skal de nok blive våde i øjnene, for intet er jo mere pædagogisk advarende og overbevisende end at høre om dengang, Hair-generationen flippede ud i 1970'erne. Det har deres forældre og bedsteforældre jo også manende trukket frem år efter år, og se bare, hvor enormt artige de unge er blevet. De rører aldrig spiritus og sjov tobak, vel? Men andre farer lurer på ungdommen. Politisk ekstremisme for eksempel. Claus, 25 år, fortæller i bogens anden del. Han har været nynazist og hærgede i en mindre svensk by, fra han var 13, til han blev 16. Han blev en skønne dag - uden nærmere forklaring - træt af tågehornene i banden og holdt straks op med at kvaje sig. Tog en uddannelse og arbejder nu med integration, er kommunalpolitiker for Miljøpartiet og gift med en andengenerationsindvandrer. Han slutter sin fortælling med en selvanklagende bekendelse i from pinsebevægelsesstil om at betale ungdomssynderne af.

De elever, der efter klassegennemgang af denne bog alligevel ender som hashrygende, nazistiske alkoholikere, har selv været ude om det. De har simpelthen ikke hørt efter. Men os skal de ikke kritisere. Vi gjorde, hvad vi kunne. Vi sagde det jo. Vi gennemgik det på tavlen. Vi gav dem denne bog, der siger det side op og side ned: Hold jer på måtten, der er en anden vej, lærerne har altid ret, det står der også i bogen. Men det sprang I måske over? Udgivelsen er med andre ord mageløst latterlig.