Debat

Så går den tid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskoleforliget blev som bekendt ledsaget af tomme og beroligende tirader om styrkelsen af fagligheden. Tomme, fordi alt fortsat skal foregå inden for rammerne af de undervisningsødelæggende udelte klasser, hvis hæmmende effekt vel nok foregives mildnet med adgangen til holddannelser, som dog gennem urimelige begrænsninger er gjort stort set virkningsløse. Til gen­gæld ser det ud til, at man i Undervisningsministeriet har fundet på at aflede opmærksomheden med en stribe planlagte udviklingsarbejder lagt på lærernes skuldre og med baggrund i, hvad man sådan kan finde frem af ubrugt materiale fra forligspartiernes skrotbunker. Men ifølge Folkeskolen nummer 15 er det dog ikke meningen, at man på skolerne sådan bare kan vælge frit. Det er alt for risikabelt. Blandt andet skulle skolen jo nødigt ende i uønskede børne- og undervisningsvenlige forhold med mindelser om ondskabens niveau­delinger. Derimod må man gerne udvikle noget om livsstil, der jo kan føre til lidt af hvert, og som er aldeles uskadeligt. Styrkelse af forældres mulighed for at spille en rolle går også an. Og da det meste antages ikke at ende i en højnelse af uddannelsen, kan man jo bare fortsætte med at udvikle i det uendelige. Og i kulissen følges det hele af en følgegruppe, hvor DLF som svoren modstander af faglighed og boglighed har sæde. Så skulle skolen med brugen af uoverskuelighedens usystematiserede tværfaglighed, hvor børnene snuser til lidt hist og her uden at udsættes for faglighedens klargørende virkninger, være forskånet for den ellers intenst omtalte styrkelse af naturfagene. Men underholdende og tidskrævende bliver det. Og så går den tid.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler