Engelske lærere vil til Fredericia

Købmagergades Skole i Fredericia har fået over 40 ansøgninger fra britiske lærere efter en jobannonce i et internationalt lærertidsskrift. Skolen har i godt et år haft internationale klasser, hvor undervisningen delvist foregår på engelsk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"For mange britiske lærere er det en livsstil at tage udenlands nogle år, ja eller hele live,t for at møde andre mennesker, kulturer og skolesystemer. Vi kender dem godt fra film fra fjerne lande, hvor den engelske lærer løber rundt i sine fløjlsbukser. Vi har fået ansøgninger fra Australien, Mauretanien, Canada og Argentina", fortæller skoleinspektør Børge Kruse.

Købmagergades Skole startede den 1. januar 2001 med internationale klasser, hvor engelsk bliver blandet ind i andre fag, så eleverne får engelsk som brugssprog. Skolen kører med lærerteam, så ieleverne i matematik har både en dansk-sproget lærer og en engelsk-sproget. Foreløbig er der 27 elever i de internationale klasser, der starter ved 4. klasse. I øjeblikket arbejder to engelsk-sprogede lærere på skolen, men efter sommerferien starter endnu en, måske to nye.

"De britiske lærere får lidt af et chok, når de bliver præsenteret for det danske skolesystem og får at vide, hvor mange fag, de skal undervise i. Vores teamordning er de meget fascinerede af. Vi bruger også de britiske lærere i vores normale klasser og som et eksperiment bliver også en specialklasse undervist af en engelsk lærer. De er jo normalt meget tilbageholdende med at forsøge sig på engelsk, men her er de jo tvungen til det, fordi læreren bare ikke kan forstå dansk", forklarer Børge Kruse.

På sigt håber han, at eleverne ikke bare kan gå til en dansk afgangsprøve, men også til en britisk afgangsprøve. Skolen får ekstra resurser, så eleverne både kan have det krævede antal dansktimer i Danmark og det krævede antal engelsktimer i Storbritannien.