Arbejdsløs i sommerperioden

Bliver du færdig med din læreruddannelse her til sommer, eller bliver du ledig f.eks. efter en tidsbegrænset ansættelse, så får du måske brug for dagpenge.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nyuddannede

Indmeldelse

Når du har været til eksamen i sidste fag på seminariet og dermed har fuldført din lærereksamen, skal du melde dig ind i DLF/A. Indmeldelsesblanketten har du fået tilsendt, hvis du er medlem af lærerstuderendes landskreds, andre kan få den ved henvendelse til DLF/A. Indmeldelsesblanketten skal være DLF/A i hænde senest 14 dage efter afsluttet eksamen, hvis du skal optages efter reglerne for dimittender og dermed opnå ret til arbejdsløshedsdagpenge efter 1 måned.

Dagpengeret

Dagpengeretten indtræder 1 måned efter, du har afsluttet din uddannelse. For at få udbetalt dagpenge skal du tilmelde dig Arbejdsformidlingen (AF) senest den dag, dagpengeretten indtræder.

På AF skal du have udleveret en ledighedserklæring for nyuddannede og et dagpengekort.

Ledighedserklæringen skal straks udfyldes og indsendes til DLF/A's hovedkontor i København, dagpengekortet udfyldes og indsendes - ligeledes til hovedkontoret - ved dagpengeperiodens udløb, som står øverst på kortet.

Ledig efter et arbejdsforhold

I tidsbegrænset stilling

Hvis du ønsker dagpenge fra 1. dag, efter dit arbejdsforhold ophører, skal du huske at melde dig ledig på Arbejdsformidlingen (AF) netop denne dag. Ophører din ansættelse, før du har afviklet din ferie, kan du også vælge at holde ferie, inden du tilmelder dig AF.

På AF skal du have udleveret en ledighedserklæring og et dagpengekort.

Ledighedserklæringen bør du straks udfylde og sende til DLF/A's hovedkontor i København sammen med lønsedlerne fra arbejdsforholdet samt et skattekort.

Har du de sidste 3 måneder før ansættelsens ophør haft overtimer, som ikke bliver afspadseret, skal du også udfylde et skema med oplysning herom. Driver du eller din ægtefælle selvstændig virksomhed, er der også et særligt skema, der skal udfyldes. Skemaerne fås på AF.

Dagpengekortet udfyldes og indsendes - ligeledes til hovedkontoret - ved dagpengeperiodens udløb, som står øverst på kortet.

Opsigelse/tjenestefri fra varig stilling

Har du selv sagt din stilling op, eller har du søgt tjenestefrihed uden løn, skal du melde dig ledig på Arbejdsformidlingen (AF) 1. dag, efter dit arbejdsforhold er ophørt. Dette er også gældende, hvis du har benyttet dig af en af orlovsordningerne som lønmodtager og ikke genoptager dit arbejde efter endt orlov. Du vil som oftest få en karantæne på 5 uger. Karantænen indebærer, at du ikke kan få dagpenge de første 185 timer (5 uger a 37 timer), du er ledig, tilmeldt AF og står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Er du i tvivl om, hvorvidt du får karantæne eller ej, kan du kontakte a-kassekonsulenten i dit område.

På AF skal du have udleveret en ledighedserklæring og et dagpengekort.

Ledighedserklæringen bør du straks udfylde og sende til DLF/A's hovedkontor i København sammen med lønsedlerne fra arbejdsforholdet samt dit skattekort.

Har du de sidste 3 mdr. før ansættelsens ophør haft overtimer, som ikke bliver afspadseret, skal du også udfylde et skema med oplysning herom. Driver du eller din ægtefælle selvstændig virksomhed, er der også et særligt skema, der skal udfyldes. Skemaerne fås på AF.

Dagpengekortet udfyldes og indsendes - ligeledes til hovedkontoret - ved dagpengeperiodens udløb, som den er angivet øverst på kortet.

Arbejdsgivers godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

Din arbejdsgiver - som oftest en kommune - er forpligtet til at betale dig en godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag på 466,- kr. pr. dag. Der er dog situationer, hvor arbejdsgiveren ikke skal betale denne godtgørelse. Det drejer sig om følgende:

- hvis du opnår fuld beskæftigelse på 1. og 2. ledighedsdag

- hvis du har sagt din stilling op

- hvis du er syg eller holder ferie i direkte forlængelse af arbejdsophøret

- hvis du har været ansat i en orlovsstiling (børnepasnings-, uddannelses- ellers sabbatorlov) af mindst 3 måneders varighed.