Forældrebetaling i strid med grundloven

Professor sår tvivl om årelang praksis for brugerbetaling til lejrskoler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældres betaling til lejrskoler i folkeskolen er i strid med grundlovens paragraf 76. Det siger Henrik Zahle, professor, dr.jur. ved Københavns Universitet.

Han sætter samtidig spørgsmål ved samtlige argumenter, Undervisningsministeriet og skoler bruger for at kræve forældrebetaling. Bemærkningerne til folkeskoleloven er uklare, og begrundelsen 'årelang praksis' er forkert, siger han.

Henvender man sig til Undervisningsministeriet om brugerbetaling, lyder nogle af udlægningerne:

'Lejrskoler og skolerejser med videre er noget, som skolerne kan, men ikke skal tilbyde. Vi anser derfor disse arrangementer som et alternativ til den almindelige undervisning, som skolerne er forpligtet til at tilbyde.'

'Elevers deltagelse skal altid være frivillig, og forældrene kan ikke afkræves betaling, medmindre elevernes deltagelse er frivillig. De elever, der ikke ønsker at deltage, har ret og pligt til anden undervisning på skolen.'

Begge argumenter er yderst tvivlsomme, siger Henrik Zahle.

- Udgangspunktet er, at efter grundlovens paragraf 76 har alle børn i den undervisningspligtige alder ret til fri undervisning i folkeskolen. Og det, der er afgørende, er, om det pågældende undervisningsforløb eller aktivitet indgår som en bestanddel af et samlet undervisningsforløb i folkeskolen, siger Henrik Zahle.

- Og disse ture, som vi typisk opfatter dem, er integrerede elementer i undervisningsforløbet. Det er en del af folkeskolens undervisning, at eleverne deltager, og det viser sig ved, at klassen forbereder sig før turen, og forløbet behandles efter, at man kommer hjem. Og praktisk taget alle elever deltager, siger han.

Og både i folkeskolelovens paragraf 49 og ministeriet siger man faktisk udtrykkeligt, at er det undervisning, kan der ikke opkræves betaling.

- Hvad angår frivilligheden, er lejrskoler jo kun frivillige i den forstand, at man ikke kan pålægge forældrene at betale. Rent pædagogisk er de ikke frivillige, og de er ikke frivillige på den måde, at der er et systematisk undervisningsforløb som et alternativ for turen, siger Henrik Zahle.

Normalt foregår det sådan, at de elever, der ikke deltager på en lejrskole, bliver henvist til undervisning i en anden klasse - eventuelt på en anden skole - eller til et ekstra praktikophold. Netop det, at eleven har pligt til at lave noget andet, mens resten af klassen er af sted, mener Henrik Zahle bekræfter, at det ér et led i undervisningsforløbet, at man tager med. Og de andre tilbud opfatter han som nødløsninger, der ikke viser noget om frivillighed, men netop om forpligtelse.

Henrik Zahle mener, at i henhold til grundloven kan det være anderledes for 10. klasse, idet grundloven kun har betydning for den undervisningspligtige alder, men i Undervisningsministeriet siger fuldmægtig i Folkeskoleafdelingens Juridisk-Administrativt kontor Kirsten Krogstrup:

- Ifølge folkeskoleloven er al undervisning principielt gratis, og det gælder også 10. klasse, da loven i det hele taget også gælder for 10. klasse, selvom den er frivillig.

Henrik Zahle peger også på det ubehagelige i, at det skal spille en rolle, hvad forældrene kan klare eller bryder sig om at betale.

- Det må være fremmed for folkeskolen, at undervisningsforløb skal tilrettelægges ud fra økonomiske synspunkter. Sådan at elever fra hjem med dårlig økonomi får ringere undervisningsudbud i forhold til elever, der ikke har disse økonomiske problemer. Det er faktisk grundtanken med en socialretslig folkeskole, at den form for økonomisk diskrimination ikke finder sted, slår Henrik Zahle fast.

Allerede i 1980 skrev daværende ombudsmand Lars Nordskov Nielsen i sin årsberetning, at han fandt det utilfredsstillende, at der ikke var taget klarere stilling til spørgsmålet i folkeskoleloven. Og han henstillede til Undervisningsministeriet at overveje en ændring af loven, så der kunne komme en lovmæssig afklaring på området.

Siden 1980 er der sket ændringer, men de er ret så minimale, den gamle lovs paragraf 40 er ændret til paragraf 49. Og den eneste ændring dér er, at ordlyden er ændret fra 'alle udgifter til folkeskolen påhviler kommunerne, for så vidt der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for . . .' til 'alle udgifter til folkeskolens undervisning påhviler kommunerne . . .'

- Det løser ikke problemet. Det giver større mulighed for at yde tilskud til noget, der ikke har noget med undervisning at gøre. Men striden handler jo netop om, hvorvidt det har med undervisning at gøre eller ikke har med undervisning at gøre, siger Henrik Zahle.

- Man går på kattepoter, for man har jo ikke udtrykkelig taget stilling til spørgsmålet, siger han.

I Undervisningsministeriet begrunder man de meget fåændringer med, at det var, hvad der var politisk vilje til i forbindelse med den nye folkeskolelov.

I1983 skete så næste skred i affæren om brugerbetaling, da Højesteret afsagde en dom om opkrævning af to kroner for et besøg i Zoologisk Have. Dommen stadfæstede landsrettens dom, der sagde, at skolen ikke havde overtrådt loven ved at opkræve penge.

Dommen er sidenhen blevet kritiseret, og i 1984 skrev daværende lektor lic.jur. Peter Blume i Ugeskrift for Retsvæsen, at han anså højesteretsdommen som forkert, fordi flertallets afgørelser efter hans mening var baseret på en tvivlsom lovfortolkning, og mindretallets præmisser var udtryk for en udtynding af kravet om lovhjemmel.

I landsrettens dom, der lå forud for Højesteretsdommen, stod der i præmisserne til dommen 'at lejrskoleophold og skolerejser må antages at udgøre et led i den egentlige undervisning.'

- Når Højesteret laver en ny egen begrundelse til dommen, er det principielt ligegyldigt, hvad der står i landsrettens præmisser, siger Henrik Zahle.

Et andet argument, der flittigt bliver brugt, er at der er tale om en årelang praksis, men den praksis er uden betydning.

- Jeg tror ikke, at man har spekuleret over grundlovsbestemmelsen i begyndelsen. Denne praksis er udviklet uafhængigt af grundlovens paragraf 76. Desuden kan en administrativ praksis ikke være afgørende ved fortolkning af grundloven, siger Henrik Zahle.

Han oplyser, at tidligere var det almindeligt, at man ikke henviste så meget til grundloven, men at denne holdning er under forandring, så domstolene i dag opfatter det som en vigtig opgave.

Højesteretsdommen fra 1983 tog ikke hensyn til grundloven, og derfor mener Henrik Zahle, at man bør se på spørgmålet om brugerbetaling mere uafhængigt af den dom.

Ibemærkningerne til folkeskolelovens paragraf 49 står der: 'Der vil således ikke kunne kræves betaling for folkeskoleelevers deltagelse i den almindelige undervisning. Der vil i henhold til forslaget heller ikke kunne kræves forældrebetaling i forbindelse med elevernes deltagelse i skolearrangementer, som ikke er frivillige for eleverne.'

- De bemærkninger er ikke klare. Hvis vi forstår frivillighed sådan, at deltagelsen kan vælges fra eller til, og at det ingen betydning har for elevens deltagelse i den almindelige undervisning - så er disse bemærkninger jo sådan set i orden. Men det man forstår ved disse bemærkninger - og man har måske også villet at de skulle forstås sådan - er, at de omfatter alle tilfælde, hvor der er mulighed for at lave noget andet. Det gør jo bestemmelsen meningsløs, siger Henrik Zahle.

I Folkeskoleloven med kommentarer, som er redigeret af kontorchef i Folkeskoleafdelingens Juridisk-Administrativt kontor, Bo Kjems, står der blandt andet til paragraf 49:

'Med hensyn til lejrskoler, skolerejser og ekskursioner med videre, er det overladt til de kommunale myndigheder at afgøre, om det skal være gratis for forældrene, eller om hjemmene skal bidrage økonomisk med hensyn til transport, ophold, fortæring, billetudgifter med videre...'

Den fortolkning, mener Henrik Zahle, er forkert i forhold til grundlovens paragraf 76.

Da Folkeskolen forelægger Henrik Zahles udtalelser for Bo Kjems, lyder svaret:

- Det vil jeg ikke kommentere. Vi afventer ombudsmandens afgørelse, og før den kommer vil jeg ikke ind i yderligere fortolkninger. Men det, der står i kommentarerne, svarer til ministeriets holdning.

Striden står altså omkring flere forhold: Er det undervisning? Er det ikke undervisning? Hvad er frivillighed? Og næsten ligegyldigt, hvem man taler med, er alle enige om, at reglerne om brugerbetaling er uklare.

I ministeriet siger fuldmægtig Kirsten Krogstrup:

- De her regler er ligesom al anden lovgivning et udtryk for, hvad Folketinget har besluttet. Og holder kommunerne sig inden for reglerne, så kan vi ikke blande os i det. Loven lægger ansvaret på folkeskolen ud på kommunalbestyrelsen, og hun fortsætter:

- Da loven taler om folkeskolens undervisning, må man så lokalt finde ud af, om det er undervisning. Og så er det jo et skøn, hvad er undervisning, og hvad er der et alternativ til undervisning.

- Vi appellerer til kommunalbestyrelserne og skolebestyrelserne om at fastsætte retningslinier og principper for området.

Folkeskolen har set flere af sådan nogle principper, hvor man dels siger, at turen er et led i undervisningen og samtidig skriver, at finansiering kan ske via forældrebetaling.

Kontorchef hos Kommunernes Landsforening, cand.jur. Hans Otto Jørgensen siger:

- Vi venter spændt på at se ombudsmandens afgørelse, for det er ikke frugtbart, at man gang på gang løber ind i disse diskussioner om brugerbetaling.

I Danmarks Skolelederforening er meldingen klar:

- Vi har en klar holdning til brugerbetaling. Det er en folkeskole, og det er gratis at gå i folkeskole, og hvis skoler arrangerer ture, må det være en kommunal udgift, fordi det må indgå i undervisningen, siger formanden Hans Martin Jepsen.

Til spørgsmålet, om der ikke er mange af skolelederforeningens medlemmer, der praktiserer brugerbetaling, siger han:

- Det er der sikkert, men vi har ikke i sinde at slå nogen oven i hovedet for det. Vi kan heller ikke gøre det, men i bestyrelsen er vi enige om, at det er en kommunal udgift at drive skole.

Hans Martin Jepsen ønsker ikke at oplyse, hvilket udfald, han ønsker, sagen hos ombudsmanden får.

I forældreorganisationen Skole og Samfund er man absolut ikke tilfreds med reglerne.

- Vi mener ikke, at loven bliver fortolket rigtigt, siger formanden for Skole og Samfund Birgitte Bjerregaard, og hun oplyser, at foreningen nok i gennemsnit får én henvendelse om ugen om brugerbetaling.

Det handler om undervisning og om penge, men ikke kun forældrenes penge.

For hvis ombudsmanden erklærer det ulovligt at opkræve brugerbetaling for lejrskoler - så skal kommunerne til at vurdere, om de vil betale gildet.

Og det kommunale selvstyre gør så, at der kan blive tale om en skrabet folkeskole uden lejrskoler i den ene kommune og en de luxe-model med lejrskoler i en anden kommune.

I Kommunernes Landsforening mener kontorchef Jens Birch Jensen, at det vil koste mellem 15 og 30 millioner om året. Og det regner han ud ved at sige, at der er mellem 10 og 20 procent af en elevårgang per år, der rejser. Elevårgangen sætter han til 55.000, og rejsens pris til 3.000 kroner.

Et andet bud gives af personen, der har klaget til ombudsmanden, lærer Niels Christian Sauer, og han siger:

- Mellem 100 og 150 millioner om året. Han sætter beløbet til 200 kroner per elev i hele folkeskolen.

Det må være fremmed for folkeskolen, at undervisningsforløb skal tilrettelægges ud fra økonomiske synspunkter

Det løser ikke problemet. Det giver en større mulighed for at yde tilskud til noget, der ikke har noget med undervisning at gøre. Men striden handler jo netop om, hvorvidt det har med undervisning at gøre

Et andet argument, der flittigt bliver brugt, er at der er tale om en årelang praksis, men den praksis er uden betydning