Afgangsprøven besegler en elevs skæbne

Når en ung dansker får sit afgangsprøvebevis i hånden, er hans eller hendes skæbne beseglet. Afgangsprøvekarakteren betyder endnu mere end forældrenes uddannelsesniveau for, hvor langt man når i det videre uddannelsessystem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom Undervisningsministeriet ikke indsamler karakterer på individniveau, er det lykkedes Gallup og Danmarks Evalueringsinstitut at fremskaffe afgangsprøvekarakterer og uddannelsesdata for næsten 3000 danskere, der gik til afgangsprøve i sommeren 1985. 15 år efter var næsten halvdelen af dem kun en ungdomsuddannelse, mens 15 procent slet ikke havde fuldført nogen formel uddannelse efter grundskolen. 6 procent havde en kort videregående uddannelse, 17 procent en mellemlang, og 14 procent havde fuldført en lang videregående uddannelse.

Gruppen med den lange videregående uddannelse forlod i gennemsnit folkeskolen med karaktersnittet 9,8, mens dem med den korte videregående uddannelse i snit fik 8,8 i folkeskolen, og dem helt uden uddannelse forlod folkeskolen med 7,45 som karaktergennemsnit.

"Overordnet kan det konkluderes, at karaktergennemsnittet fra folkeskolens afgangsprøve i denne analyse er klart den stærkeste faktor i forhold til at kunne forudsige, hvilket uddannelsesniveau den enkelte elev opnår", opsummerer evalueringsinstituttet.

Den næstvigtigste faktor er måske knap så overraskende forældrenes uddannelsesniveau. Børn af veluddannede forældre er mere tilbøjelige til at få høje karakterer både i grundskolen og i gymnasiet og nå langt i uddannelsessystemet. i Gruppen, der har taget en lang uddannelse, har tre ud af ti forældre placeret i den højeste uddannelsesgruppe i undersøgelsen, blandt personer med en mellemlang uddannelse, er det kun én ud af 10 forældre og blandt de unge, der slet ingen uddannelse har ud over folkeskolen, er det kun to procent, der har forældre i den højeste uddannelsesgruppe, viser undersøgelsen.

Analysen ser også på køn som en faktor, der siger noget om, hvor langt en ung afgangselev vil komme i uddannelsessystemet, og analysen bekræfter de mange andre undersøgelser, der viser, at kvinderne nu også overhaler mændene på de lange akademiske uddannelser.

Gallup har også set på 1236 unge, der tog afgangsprøve i 1997 og på, hvor mange af dem, der har taget studentereksamen. Analysen viser også her, at elevens karakter fra folkeskolen har endnu større betydning end mors og fars uddannelse for, hvor god en studentereksamenskarakter, eleven får.