Anmeldelse

Taleserie 2 - Familien Jensen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette materiale er beregnet til undervisning af voksne tosprogede elever, der skal lære dansk. Målgruppen er elever på sprogcentrenes spor 2 og spor 3, niveau 1. Tidligere er udkommet en begynderbog.

Materialet består af en grundbog, et lydbånd til eleven samt en lærermappe med tilhørende lydbånd. Grundbogen er en engangsbog. Den er bygget op over emnerne sundhed og sygdom, tandlæge samt bank og posthus. Grammatikken sætter fokus på verber. Teksterne tager udgangspunkt i en dansk families hverdag i relation til de nævnte emner. I flere opgaver sammenlignes der med forholdene i andre lande.

Talesproget danner udgangspunktet for arbejdet, men der lægges også op til læsning og skriftlig fremstilling.

Hvert emne introduceres med en fælles oplevelse. Billedserier, dialoger, lytteøvelser og mange gentagelser indgår som faste elementer. Aktuelle tekster indgår for eksempel i form af blanketter fra posthuset, et sygesikringsbevis eller udfyldelse af et skema til den kommunale sundhedstjeneste. Formularerne er de autentiske. Der arbejdes også med diktater, der har relation til de valgte emner.

Elevbåndet indeholder blandt andet dialoger og lytteøvelser. Der er indlagt pauser i forbindelse med opgaverne, så eleverne kan gentage sætningerne. Det er en god ide, at hver elev får et lydbånd med grundbogens tekster, så vedkommende kan øve sig hjemme. Indlæsningen af lydbåndene er god.

Lærermappen indeholder vejledning og kopisider i relation til emnerne. Lydbåndet til lærermaterialet indeholder dialoger og lytteøvelser.

Grundbogen virker god, pædagogisk og særdeles systematisk. De sort-hvide tegninger er enkle og tydelige. De virker dog ikke ligefrem kunstneriske. Engangsbogens layout er funktionelt og traditionelt, det kunne måske peppes lidt op? Materialet er godt og systematisk. Det anbefales til undervisning af tosprogede voksne.