Anmeldelse

Støj og pædagogik / Støj og uderum / Støj i daginstitutioner

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening har udsendt tre små hæfter om et aktuelt emne, nemlig støj i daginstitutioner og skolefritidsordninger.

Udgangspunktet for udarbejdelsen har været, at erfaringerne viser, 'at der ved forebyggelse af støj bør tænkes i helhedsorienterede løsninger, hvor både pædagogik, arbejdets organisering og praktisk-tekniske løsninger indgår'.

Støj kan jo - som rigtigt er - have sit udspring i såvel pædagogikken som de fysiske forhold, man arbejder i.

'Støj og pædagogik' giver ingen entydige svar og løsninger, men giver eksempler på, hvordan man i den enkelte institution selv kan gå i gang med at undersøge sin praksis med henblik på at afklare, om der er en sammenhæng mellem støjen og livet i institutionen.

I 'Støj og uderum' tages fat på det uderum - i bred forstand - der jo også er en del af en institutions pædagogik.

Legepladsen kan ses 'som det sted, der kan bidrage til at nedbringe støjen - eller 'lydtrykket' - indendørs'.

'Alene en mere jævn fordeling af børnene mellem ude og inde kan have en umiddelbar effekt'.

Hæftet giver bud på, hvordan uderummet - og 'ud af huset' til naturen og lokalområdet - kan supplere det pædagogiske arbejde. Der bydes på, hvordan legepladsen kan indrettes og udvikles, blandt andet ved at brugerne inddrages.

Hæftet omtaler sidst, men ikke mindst, de gældende regler for 'sikkerhed på legepladsen'.

Det tredje hæfte handler om de praktisk-tekniske løsninger, der findes til dæmpning af støjen i institutionerne.

Hvordan kan man tjekke de fysiske forhold? Og hvordan kan man konkret støjdæmpe og akustikregulere? Der gives en række eksempler på, hvordan en række institutioner har arbejdet med en målrettet indsats mod støj.

Alt i alt tre letlæselige hæfter, der givet kan inspirere medarbejdere, forældre og børn til at gøre noget ved problemet.