Anmeldelse

Kolorit - Matematik for 1. klasse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Kolorit' er de første bøger i et nyt matematiksystem. To elevhæfter og en lærerens resursebog. Desuden omtales på resursebogens første side en cd-rom. Den var ikke medsendt materialet og omtales tilsyneladende heller ikke andre steder. Måske er den ikke udkommet.

Resursebogen har en kort omtale af systemet med beskrivelse af en fiktiv lektions forløb. Der problematiseres over emnerne, elevernes selvstændige medvirken, regnehistorier og evaluering. Der er i resursebogen endvidere en lærervejledning til hver enkelt side og de forskellige emner i de to elevhæfter med små kopier af siderne, så man ikke behøver have elevbogen ved siden af sig. Begrebet projekt får omtale med på vejen inden en vejledning til projektsiderne. Derefter følger mange kopisider til brug sammen med elevhæfternes emner samt kopisider til brug i forskellige projekter, som nok nærmere er tværgående forslag til emnearbejder, der måske kan udvikle sig til projekter. Mange kopisider er i øvrigt af en type, der kan bruges igen og igen. Hver kopiside har en ultrakort vejledning til læreren nederst. Men det kan ikke skjules, at lærerens resursebog har en vægt, der fremmer oprettelsen af lærerarbejdspladser på skolerne. Hvor havde det dog været bedre med et ringbind og en meget tyndere bog.

Der er klare holdninger til og væsentlige argumenter om vigtige områder i undervisningen i de første afsnit i resursebogen, der også siger noget om, hvilken undervisningsform man lægger vægt på. Læreren skal via sit arbejde sørge for, at der udvikles en undersøgende og eksperimenterende holdning hos eleven, og ved udformning af opgaver er der fokuseret på at give elevernes egne ideer mulighed for en fremtrædende plads, samtidig med at udvikling af elevernes sprogbrug på matematikområdet vægtes højt. Men siderne havde fortjent et layout, der ikke var så tekstmættet.

Elevhæfterne A og B ligner, hvad man ser andre steder, og hvorfor ikke. Det er jo især holdningen til undervisning og elevernes potentiale og dermed måden, der undervises på, der har betydning Begge hæfter indeholder seks reelle faglige emner, der tilbyder længere forløb. De fleste sider har nederst en kort bemærkning til, hvad der skal arbejdes med. Fint for forældre og vikarer. Nogle vil nok mene, at der er for få arbejdsforslag i elevhæfterne blandt de mange i øvrigt udmærkede aktivitetsforslag.

Derudover er der udkommet: Kolorit - Matematik for anden klasse Bog A, Bog B 64 sider, 45 korner per bog Læreren resursebog - 2. klasse 286 sider, 872,50 kroner Kolorit - Matematik for tredje klasse Bog A, Bog B 72 sider. 45 kroner per bog Lærerens resursebog - 3. klasse 320 sider, 923,75 kroner Kolorit ekstra 16 sider, 10 kroner per bog Gyldendal

Powered by Labrador CMS