Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Begynderlæsning og forskning

Jeg tvinges til en horribel konklusion om læsning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som afdanket burde man vist tage det alvorligt, det med at trække sig tilbage og overlade slagsmålet til dem, der nu har seletøjet på, men når det drejer sig om den første læseundervisning, hvis resultater i dag ikke aftvinger beundring, så har man som gammel lærer svært ved at lade være med at foretage nogle sammenligninger mellem før og nu.

Jeg begyndte i 1951 på en københavnsk skole som dansklærer for en 1. klasse med 36 elever. 36 var også tallet på mine ugentlige undervisningstimer. Samme år startede syv andre tilsvarende klasser på skolen.

De unge af os lærere var nøjagtig så usikre over for opgaven, som nye lærere altid har været. Vores usikkerhed havde vi ikke mange muligheder for at afhjælpe ved at læse om problemerne, for fagligt stof på området eksisterede så at sige ikke på dansk.

Hvad gjorde vi så? Vi talte med erfarne kolleger og forsøgte at sortere ud af deres erfaringer. Og mange af os diskuterede problemerne indbyrdes og fandt frem til procesforbedringer, længe før det ord havde set dagens lys. Alt i alt overtog vi nok en ganske traditionel praksis, samtidig med at vi var på udkig efter fornyelse og forbedring.

I praksis var det da også bare med at komme i gang.

Nå, men det gik da heller ikke værre, end at omkring efterårsferien var bogstavindlæringen i det væsentlige overstået, samtidig med at vi havde forsøgt at træne teknikker, så børnene kunne afkode de simple og lette ord, som de første tekster i ABC'en bestod af. Ved skoleårets afslutning mener jeg at kunne sige, at børnene - bortset fra nogle få undtagelser - kunne læse i ordets elementære forstand, det vil sige, at de uden videre kunne genkende de letteste og hyppigste ord og havde fået 'værktøj' til at angribe de nye ord, som de mødte. Det skete alt sammen, uden at der var tale om ensporet indterpning.

Men vi var mange, der ikke desto mindre syntes, at vi arbejdede på et for ringe grundlag. Målet måtte være, at en videre udvikling på dette felt som af skolen i det hele i højere grad blev forankret i forskning og forsøg, og at der søgtes opbygget et rimeligt tilbud af supplerende materialer.

Minsandten om ikke det lykkedes! Over en årrække naturligvis. Vi fik forsøgsskoler. Vi fik skoleforsøg. Vi fik et pædagogisk institut. Vi fik Lærerhøjskolen udbygget landsdækkende, med forskerstillinger og en øget kursusvirksomhed til udbredelse af den nye viden til folkeskolens mange lærere. Ja, selv på universiteterne er læsningens mysterium gået hen og blevet en salonfähig akademisk disciplin.

Materialemæssigt er der sket kolossale fremskridt, blandt andet i kraft af udviklingen af skolebibliotekerne, og endelig må det ikke glemmes, at undervisningen i dag finder sted i klasser med nær det halve elevtal af, hvad vi i sin tid startede med. Dertil kommer, at samfundet har ofret indførelse af børnehaveklasser, blandt andet i den hensigt at afhjælpe skolestartproblemerne.

Jeg er fuldt opmærksom på, at nogle ser dagens misere på læsefronten i sammenhæng med en nedgang i det samlede antal dansktimer, som det enkelte barn får i løbet af sin skoletid. Det er imidlertid ikke rimeligt, at dette forhold tager al opmærksomheden.

Ved et tilbageblik kan jeg ikke andet end konstatere, at der alt i alt er sket en vældig oprustning i retning af, hvad vi som unge lærere ønskede, men knap turde drømme om. Hvad der kom ud af det, synes ikke desto mindre at være et ringere resultat, i hvert fald når det gælder læseindlæringen.

Jeg tvinges altså til en konklusion, som jeg kun kan betegne som horribel.

Kan nogen ikke forske i spørgsmålet om, hvorfor skolen ikke mere kan det, den under vanskeligere forhold kunne tidligere? Er der sket et tab af basal vigtig viden og erfaring?

Det forekommer mig ikke at være nogen særlig sofistikeret problemstilling. Derfor undrer jeg mig også over, at ingen andre har vovet pelsen og stillet dette elementære spørgsmål. Hvis Danmarks Lærerforening stadig vil bevare et image af at være en seriøs, professionel organisation, synes jeg, at man ikke kan komme uden om også at rette søgelyset indad og spørge sig selv, om der skulle være sket noget med småbørnsmetodikken, som ikke burde være sket.

Ib Granerud er forhenværende undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet.

Powered by Labrador CMS