Jeg har det godt, men jeg kan bestemt stadig mærke dét, jeg var ude for, og hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg nødig trække samme nummer igen. Det er hårdt at komme sig over sådan en oplevelse.

Det siger Hanne, der for snart to år siden var ude for en voldsom hændelse med en 7.-klasseelev. Sagen er netop blevet anerkendt som en psykisk arbejdsskade. Men i første omgang blev den afvist i Arbejdsskadestyrelsen. Den hørte under, hvad man må forvente at komme ud for i sit arbejde som folkeskolelærer, mente Arbejdsskadestyrelsen. Lærerforeningen ankede på Hannes vegne sagen til Den Sociale Ankestyrelse, og her er den så blevet anerkendt som en arbejdsskade.

Sagen handler om en 7.-klasseelev, der i frikvarteret slår en 3.-klasseelev groft. Hanne tager de to elever samt et vidne fra 3. klasse ind til en samtale. Her siger den store elev, at han har lov til at bruge vold. Hanne svarer, at det har ingen lov til. Eleven bliver rasende, rejser sig og kaster en stol hen ad gulvet. Hanne tror, det er overstået, at han har fået luft for sin vrede, og at han går. Men i stedet mærker hun, at han står bag hende og hiver i hendes stol for at vælte hende. Han overfuser hende med ord, og da det ikke lykkes ham at vælte hende ned af stolen, løber han.

Under det hele bruger Hanne alle sine kræfter på at holde fast i bordpladen, så hun ikke falder. Hun har kun én tanke i hovedet - hun ser sig selv ligge og flagre på gulvet med nederdelen oppe om ørerne.

Bagefter rydder Hanne op, får skolelederen til at tage sig af den store elev og taler selv med de to 3.-klasseelever, der er påvirkede af hændelsen. Resten af dagen klarer hun sin undervisning og andre gøremål, først sent om aftenen foran fjernsynet bryder hun sammen.

- Eleven har krænket mig på en måde, som jeg slet ikke havde forestillet mig mulig, og det kan stadig irritere mig, at jeg med min professionalisme ikke kunne klare det, sagde Hanne til Folkeskolen i efteråret 1995, lige efter at hun havde fået afslag fra Arbejdsskadestyrelsen.

Hanne fik i alt seks psykologsamtaler. Oplevelsen gjorde, at hun senere stillede op og blev sikkerhedsrepræsentant på skolen.

- Mange siger, at jeg har forandret mig. Jeg er ikke så sprudlende udadvendt mere, men jeg er blevet en bedre lytter.

- Det har været barskt at køre sag. Selv om det er Lærerforeningen, der har kørt sagen, har det været en barsk omgang for mig.

- Et år efter, hændelsen skete, havde jeg indbrud i mit hus, og dér kom det hele op igen. Nogle siger, at det tager to år at komme sig oven på sådan en oplevelse, men det er jo også snart to år siden, det skete.

- Jeg har grædt mange tårer i løbet af de par år. Jeg har også oplevet, at nogle venner er kommet tættere på, mens andre er mere i periferien i dag. Nogle har fortalt mig, at min reaktion sikkert skyldes, at jeg er blevet gammel, og det må jeg bare acceptere.

Hanne er meget glad for, at sagen endelig er blevet anerkendt som en arbejdsskade.

- Det er dejligt. Det betyder, at verden altsåikke skal se sådan ud. Min oplevelse er ikke noget, man må forvente sker, når man er folkeskolelærer. Samtidig synes jeg også, det er en anerkendelse af alle mine arbejdsår.

Hanne har været lærer i 26 år.

Undervejs i forløbet har Hanne haft hele identitetsspørgsmålet oppe at vende. Hun synes, hun er blevet bedre til at tale med eleverne om følelser, hun er blevet bevidst om, at ret og uret betyder meget for hende, og hun har lært vigtigheden af at kunne sige fra.

- Jeg har haft det godt med eleverne hele tiden, men lillebroderen til 7.-klasseeleven har provokeret mig nogle gange med en skråt op-finger, eller jeg har fået et penalhus i hovedet af ham. I begyndelsen gled jeg af på tingene, men så besluttede jeg, at det ikke gik mere på dén måde, og så sagde jeg noget til ham. Hvis han ikke holdt op med at provokere, ville jeg give skolelederen en skriftlig klage over ham, sagde jeg. Måske råbte jeg det endda. Det hjalp, siden har jeg ikke haft problemer med ham.

hela

Hannes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Anerkendelsen betyder, at verden altsåikke skal se sådan ud. Min oplevelse er ikke noget, man må forvente sker, når man er folkeskolelærer