Mere undervisning i det fri

Hvorfor er undervisningen så tit indrettet på, at børnene skal være stille?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden fik jeg brev fra en forælder til en skolebegynder. Hans datter var kommet ulykkelig hjem. Efter få uger i klassen var hun kommet på den gule liste, fordi hun havde snakket i timen. Faderen måtte bruge lang tid på at trøste datteren og fortælle hende, at hun var god nok.

Forhistorien: Efter tre uger i klassen skrev lærerne til forældrene: »Vi oplever dog stadig, at nogle af børnene ikke helt kan magte for eksempel at komme ind, når det ringer, sidde stille, arbejde stille og finde ting frem, uden at det giver en del uro. Vi synes, det stresser os mere end nødvendigt«.

Lærerne havde så hængt tre ark op. Børnene kom fra starten på det grønne ark. Børn, der ikke kunne overholde reglerne, blev rykket ned til enten gult eller rødt ark.

Hver tirsdag vurderer lærerne, om nogle har gjort sig fortjent til oprykning igen. »Vi vil selvfølgelig kontakte jer, hvis jeres barn i længere tid er skrevet op på det røde ark«, slutter lærerne.

Skolen har ord for at være en af de bedste på egnen.

Det er svært at vide, hvor udbredt den form for classroom-management er, men den vil jo nok ikke fremme søgningen til den pågældende skole. For forældre er det vigtigt, at børnene er glade for at gå i skole, og det kunne nemt spolere den store begynderglæde, hvis man ryger på den sorte undskyld, gule eller røde liste.

Der er ikke den store offentlige opmærksomhed omkring sådanne metoder, der smager meget af sort skole.

Der udkommer ikke ministerielle forordninger, der påbyder skolerne at efterleve skolelovens ord om demokrati samt at tilpasse sig de børn af i dag, der ikke så sjældent er vant til at blive hørt og respekteret derhjemme og i daginstitutionen. (Nej, jeg glemmer ikke de børn, der hjemme og i institutionen igen og igen er blevet skældt huden fuld for dem er det nok endnu værre at blive blacklistet end for den pige, der her er fortalt om).

Myndighederne retter skytset den anden vej, mod daginstitutionerne.

Som på det seneste socialministeren, der vil udarbejde læreplaner for daginstitutionerne og udtaler: »De skal kunne forstå virkninger af det, de gør, at andre bliver kede af det, når man slår. Vi skal indøve de ting, som gør, at man får socialforståelse og kan modtage en kollektiv besked«.

Og senere:

»Det, folkeskolen kan forvente, er, at de ikke skal starte med at opdrage børnene og fortælle dem, hvad det vil sige at sidde stille og høre efter«, siger hun til Politiken 30. august.

Ministeren tror åbenbart, at børn lærer at høre efter ved tidligt at blive tvunget til det, og at de lærer social forståelse ved at blive undervist.

Det er jo temmelig forkert, men lad nu det ligge.

Men hvorfor er undervisningen så tit indrettet på, at børnene skal være stille? Af en undersøgelse af naturklassen ved Rødkilde Skole fremgår det, at lærerne taler overordentlig meget i klassen, mens eleverne kun siger lidt og sjældent i hele sætninger. I skoven derimod taler børnene i lange sætninger og formulerer hypoteser i samtaler med hinanden (Folkeskolen 2003, nummer 29-32).

Tænk hvis lærerne ikke så ofte brød ud i undervisning, tænk hvis børnene handlede og eksperimenterede meget mere, tænk hvis mere af undervisningen foregik udendørs.

Så ville der måske blive mindre brug for gule og røde lister, og børnenes glæde ved at lære og ved at begynde i skole ville være mindre truet.

Erik Sigsgaard er lektor

Powered by Labrador CMS