Jonna Stokholm Mortensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kom som et stort chok for vi lærere på Bøgeskovskolen, da vi torsdag den 15. august ved middagstid modtog meddelelsen om, at vores tidligere kollega Jonna Stokholm Mortensen var død. Der bredte sig en stilhed på lærerværelset, det var næsten ikke til at forstå og svært at acceptere.

Jonna blev uddannet i 1955 på Skive Seminarium, og fra 1956 og frem til 1993 var hun ansat på Søndre Skole/ Bøgeskovskolen ad to gange. I den mellemliggende årrække var hun optaget af sin voksende familie.

Jonna underviste i dansk og fremmedsprog, og hun inspirerede ofte børnene med oplevelser fra egne ture.

Når vi tænker tilbage på Jonnas tid som lærer, husker vi hendes store engagement med de svagere stillede børn. Jonna har støttet mange familier med problemer ved at tage hånd om dem såvel i skolen som uden for skolen. Vi husker hende også som en kollega, der var parat til at yde en ekstra indsats for at få tingene til at fungere.

Mange elever vil huske Jonna som den venlige, hjælpsomme og menneskelige person, hun var, og vi føler alle, at hendes otium blev alt for kort.

Vore tanker og dybe medfølelse går til Jørn og den øvrige familie. Her var Jonna det faste holdepunkt, hende, der var primus motor i familien.

Kollegaerne ved

Bøgeskovskolen i Bjerringbro

Powered by Labrador CMS