'Pædagogerne skal man ikke være bange for, vi er ikke en trussel. Tænk på os som en ressource og inviter os med indenfor', således afslutter Klaus Wilmann, næstformand i BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk), en kommentar i nummer 23 i forbindelse med debatten om det mærkeligt udefinerede begreb 'helhedsskole'.

Jeg tror nu heller ikke, at lærerne ligefrem er bange for pædagoger.

Jeg synes godt nok, det er ærgerligt, at BUPL tilsyneladende har opgivet kampen mod individualiseret og decentral løn, og i den forbindelse kan jeg blive en lille smule nervøs for, at tendensen fra BUPL med at blæse på konsekvenserne og bare gå efter pengene kan brede sig til Lærerforeningen.

Men egentlig bange -? Nej!

Jeg er derimod ganske uenig i BUPL's pædagogiske overvejelser og forståelse af forholdene i folkeskolen - og det er jo noget andet.

Pædagogerne tilbyder sig ifølge Wilmann som en ressource i folkeskolen.

Nogle af de kvaliteter, som Wilmann mener, at pædagogerne kan tilføre arbejdet i folkeskolen, er '. . . helhedssynet på barnet . . .' og 'et samarbejde, hvor børnenes behov vægtes højere end faggrænser'.

Hvilket helhedssyn, Wilmann har i tankerne, konkretiseres godt nok ikke i kommentaren, men hvis man læser BUPL's blad 'Børn og Unge' fra 23. juni 1996, så fremgår det her, at BUPL som politisk mål for 1997-98 har tænkt sig, at der skal ske en styrkelse og udvikling af pædagogers rolle og funktion i den fremtidige folkeskole, blandt andet fordi 'pædagogers faglighed fokuserer på børns og unges almene, personlige udvikling som supplement til udviklingen af faglige kvalifikationer'.

Hvis BUPL's 'helhedssyn' skal forstås på den måde, at 'faglige kvalifikationer' er noget, læreren tager sig af, og derfor må pædagogerne tage sig af elevernes 'almene, personlige udvikling', så ligger det i perfekt forlængelse af tankerne i bogen 'Læreren og pædagogen', som er udgivet som BUPL-pædagogisk debat nummer 15.

Her er argumentationen, at lærerens kerneområde er det direkte videns- og kundskabsformidlende, mens pædagogens kerneområde er livskvalitet og personlighedsudviklingen.

Eller med citat fra bogen:

'For lærerens konkrete arbejde er det centralt at skabe forudsætning og muligheder for at fremme elevens viden og erkendelse samt at give mulighed for at udvikle elevens færdigheder. Elevens tilegnelse er i centrum.' (side 16).

'Det er centralt i pædagogens arbejde at skabe forudsætninger og muligheder for at fremme barnets personlighedsdannelse, selvbestemmelse og færdigheder. Ligeledes er livskvaliteten i centrum' (side 21).

Man kan måske ane perspektivet:

Læreren står stram og streng ved katederet med kridt og pegepind og forsøger at banke tyske remser, kongerækker og matematiske formler ind i hovederne på eleverne, mens en pædagog samtidig farer rundt i klasseværelset for at trøste de modfaldne og sørge for, at børnene alligevel trives og udvikles og i hvert fald ikke lider unødig overlast i skolens ubønhørlige kværn.

Det kunne selvfølgelig godt være en pædagogisk skrækvision! Men måske handler BUPL's fremstød heller ikke så meget om pædagogik.

Hvis man læser videre i føromtalte nummer 23 af 'Børn og Unge', så opdager man, hvad det handler om, for BUPL's formand Bente Sorgenfrey siger: 'Vi står ved en skillevej og er nødt til at vælge nu. Vi er allerede inde på skolerne og har været det længe. 65 procent af de seks- til tiårige er hver dag i berøring med både lærere og pædagoger. Vi har ikke andet valg end at gå ind i undervisningstiden og forholde os til den. Siger vi nej til udvidet undervisningstid, er der kun deltidsjob tilbage til vores medlemmer, og så er vi ude af billedet.'

Næstformand Wilmann siger det i samme nummer på denne måde: 'Hidtil er det Danmarks Lærerforening, der bestemmer, hvad vi kan tillade os på skoleområdet. Det kan vi vende nu ved at være aktive. Vi skal sikre arbejdspladser til vore medlemmer, og der er et arbejdsmarked i folkeskolen.'

Måske det var det, Wilmann tænkte på, da han skrev i om 'et samarbejde, hvor børnenes behov vægtes højere end faggrænser'?

Næstformand i Ballerup Lærerforening.