Supernova har klare ligheder med firsernes Susan Hinton-bøger ved den rå drengeoplevelse af verden og den stærke indlevelse. Og Anders Johansen har ramt en underholdende og troværdig sprogtone med en spirende mandehørm og sproglige finurligheder. Sten kunne ikke lige overskue gymnasiet og arbejder derfor på sin fars containerplads i den lille by Gyllev. Indeni rumsterer drømme om udlandet og oplevelser, men Sten er også stolt af sin far, der klarer ham og søsteren alene efter moderens død og bogstaveligt talt lever af skrald. Så om end vennerne er bøvede, og søsteren bare er plat, så har han det vel okay som enhver anden teenagedreng på landet. Men i løbet af bogen folder historien, verden og hovedpersonen Sten sig ud til et facetteret, spændende og dybt skræmmende niveau. Sten har løbende erindringsbilleder fra moderens sygdom og sit eget magtesløse raseri, men der er også sorte huller i hans hukommelse. Mødet med asylansøgerpigen Teki fra Sudan vækker hans rejselyst og indignation, og han begynder at ane, at der måske er ting i hans verden, som han burde gøre noget ved. En helt igennem vellykket roman med socialrealisme i ungt format