Opmærksomheden bortledes fra pædagogikken i denne film, hvori der annonceres tre børn med Damp: Jonas, Christine og Patrick. Det fremhæves, at de går i normalklasser. Men der kommer et fjerde barn til, Jonas 2 - han er ikke annonceret, og han går på specialskole. Man ser børnene i deres klasser, og de interviewes hver især. Desuden er der interview med enkelte forældre og lærere.

Jonas 1 fylder mest i filmen. Han får Ritalin, og hans time-manager skal blandt andet hjælpe ham med at huske medicinen. Det er i filmen ikke klart, om det er de pædagogiske tiltag, der hjælper ham, eller om det er medicinen. At han desuden har gode og dårlige dage, gør det yderligere umuligt at skelne.

Christine beskrives som en solstrålehistorie, og hun havde det meget svært, da hun begyndte i skole. Fremgangen er sket ved, at hun blev tvunget til at være sammen med andre i en mindre gruppe, fik tildeling af timer udefra og fik specialundervisning i matematik.

Det bliver sagt, at Jonas 1 fra psykiatrisk hospital har fået en Damp-diagnose. Men det er ikke rigtigt, at Damp er en diagnose. Sundhedsstyrelsen har ikke villet anerkende begrebet som en diagnose, da det er for uklart afgrænset.

Det er oplagt, at der er nogle børn, som har endog meget store vanskeligheder inden for dette område, og som er kendt fra skolens hverdag. Problemet er, at Damp-begrebet pustes op i omfang: 'en i hver klasse', og at det for entydigt gøres til et medicinsk problem. 'I dag ved man, at der er tale om en neurobiologisk forstyrrelse . . . I dag bruges centralt stimulerende medicin - ofte Ritalin . . .'.

Jonas 2 siger i hæftet: 'På fællessamlingerne i køkkenet må man kun tale, hvis man har talekortet'.

'Er det en god ting?' 'Ja, det synes jeg', siger Jonas. 'Hvis man snakker uden at have talekortet, får man det gule kort, og hvis man får det røde kort, skal man gå ind på sit værelse'.

Jeg er ikke i tvivl om den praktiske værdi af disse kort og piktogrammer, men jeg bryder mig ikke om, at sjæleliv og pædagogik reduceres til et spørgsmål om betingede reflekser.

Når video og hæfte primært henvender sig til lærere i folkeskolen, burde hovedvægten være lagt på pædagogikken. Hvad skal man som lærer gøre anderledes for at strukturere hverdagen og lære det enkelte barn strategier til at handle, når den indre uro bliver for stærk? Det er lidt uklart, hvad formålet med filmen er. Jeg tror, at den skal ses som en markedsføring af begrebet Damp, men uden at bidrage med en større klarhed om begrebet bliver det propaganda. Måske er det en utilsigtet bivirkning at bortlede opmærksomheden fra sociale forholds betydning og at rette opmærksomheden mod neurobiologi og Ritalin? Teknisk har filmen en dårlig billedkvalitet, og speakeren taler for hurtigt og har en dårlig artikulation.