Her har vi en forfatter, der kan skrive hudløst og usentimentalt om sygdom og død blandt helt unge mennesker. Vivi er lige flyttet til Oslo og keder sig en del hjemme. Det giver hende tid til at fantasere om uhelbredelige sygdomme, hun kan lide af. Men i modsætning til andre teenageres fantasier viser Vivis forestillinger sig at være sande. Hun har en ondartet kræfttumor, og vi følger det næste år af hendes liv. Her er ingen heroisk blidt smilende gennem tårer-pige, men en fuldt realistisk 13-årig med hvad dertil hører. Og selvom sygdommen får hende til at tænke over forholdet til den irriterende lillebror, som prøver for hårdt på at gøre sit bedste, forbliver hun gennem bogen en pige med sine egne særheder. Hun skændes med moderen og bebrejder andre på præcis den måde, man tænker, at man selv ville gøre. Netop derfor føler man stærkere med hende. Sygdommen giver også gode ting som nye venner, men bogen når aldrig en vammel pointe om, at tænk, hvor meget godt sygdom kan bringe med sig. Man er aldrig i tvivl om, at Vivi ville vælge at være rask, hvis hun kunne. Det er måske ikke en bog, unge selv vil gribe på hylden, for hvem har lyst til at læse om sygdom. Men den giver virkeligt noget tilbage til den, der tør.