Center for undervisningsmiljø åbner i dag

I dag tiltræder den 53-årige tidligere skoleinspektør i Skørping Kommune Ole Juel stillingen som centerleder for Center for Undervisningsmiljø, som dermed officielt åbner. Centret har hjemsted på Randers Tekniske Skole og bliver landsdækkende videnscenter for elevers og studerendes arbejdsmiljø.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Centret er oprettet som følge af den lov om elevers og studerendes arbejsmiljø, som trådte i kraft i august sidste år. Centrets bestyrelse ledes af direktør for teknik og miljø i Nordjyllands Amt Jes Lunde og har repræsentanter for elev- og studenterorganisationer, for amter, kommuner og skoler. Medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse Henrik Billehøj repræsenterer underviserorganisationerne i bestyrelsen.

Først til april tiltræder centrets øvrige fire ansatte, og centret går i gang med sine arbejdsopgaver. Det skal indsamle viden om undervisningsmiljøet på alle typer af uddannelsesinstitutioner, stille sin viden til rådighed og tage initiativer over for de relevante myndigheder, når det mener, at elevernes eller de studernedes arbejdsmiljø ikke er godt nok.

Powered by Labrador CMS