Forlig: Praktiklærere skal have vederlag - også i aleneperioden

Praktiklærere skal have vederlag for alle praktiktimer - også i skoleperiodens aleneperiode, hvor den studerende i princippet er alene om undervisningen. Det er blevet afgjort ved et forlig mellem Danmarks Lærerforening og KL.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De to organisationer har fortolket den aftale om praktiklærernes vilkår, de indgik i år 2000, forskelligt. Hvis en kommune ringede ind til Kommunernes Landsforening for at få råd, så lød beskeden, at praktikvederlaget ikke skulle udbetales i aleneperioden, fordi studerende der vikke deltager i undervisningen, men faktisk varetager den.

"Vi kan ikke forstå, at kommunerne kan gøre det til et problem. Vi har en aftaletekst, hvor der står, at der ydes vederlag per praktiktime. En praktiktime er en undervisningstime, hvor den lærerstuderende deltager i undervisningen", var holdningen hos konsulent i Danmarks Lærerforening Hans Henrik Olsen. "Læreren har ansvaret for den samlede undervisning, selv om den studerende i vekslende omfang forestår den".

DLF rejste sager fra en række af de kommuner, som valgte at følge KLs råd. De sager er nu afgjort ved, at KL har anerkendt, at lærerne har krav på deres vederlag. Der vil nu blive udbetalt praktikvederlag til alle de lærere, som er omfattet af de sager, som DLF har rejst over for KL med tilbagevirkende kraft til 1. august 2000. Det samme gælder i kommuner, hvor man lokalt har besluttet at vente med at udbetale pengene, til der var en afgørelse i voldgiftssagen. For lærere i andre kommuner vil der ske efterbetaling tilbage til august 2001. Det er op til de lokale lærerkredse at rejse krav for de pågældende lærere inden udgangen af maj.