Debat

DLF og os

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne for landet meget svære tid med fodboldholdets indsats ved Europamesterskabet i England er det lækkert at have sit gode fagblad Folkeskolen med gode, skolerelevante artikler at trøste sig med. Også udgave nummer 23 havde gode artikler, ikke mindst artiklerne om medlemsundersøgelsen med Projekt Lærerværelse, hvor medlemmer fra to navngivne skoler gav et billede på forholdet til fagforeningen.

Naturligvis har de givne medlemmer givet udtryk for, hvilket forhold de har til deres fagforening, og disse følelser kan man som bekendt ikke løbe fra, men når det er sagt, må jeg også konstatere, at noget af det skrevne overhovedet ikke svarer til den virkelighed, jeg oplever omkring DLF. DLF kritiseres blandt andet for at tale varmt for folkeskoleloven (en fagforening skal også være visionær), der kritiseres for manglende opbakning til medlemmerne, og DLF er ikke synlig nok i medierne, hvilket efter min bedste overbevisning er direkte forkert al den stund, at vores formand og medlemmer fra hovedstyrelsen hele tiden er i både de elektroniske og ikke-elektroniske medier for at bakke medlemmerne op og for at fortælle om manglende ressourcer. Ikke mindst i dagspressen 'huserer' vores valgte DLF-folk med hyppige debatindlæg eller kronikker.

Sidste angreb på lærerstanden var udsagn om at røre F-faktoren ved Overenskomst 97 samt have muligheden for at ansætte ikke-læreruddannede ledere. Allerede dagen efter dette angreb var DLF ude med en pressemeddelelse, i øvrigt pressemeddelelser, som også sendes til samtlige ledere. Som altid en god, hurtig og klar pressemeddelelse fra DLF, som ikke levner tvivl om foreningens holdning. Opbakningen til medlemmerne var der prompte! Sluttelig skal understreges, at DLF 'ikke bare er nogen deroppe i de højere luftlag'. DLF er det, som du og jeg som medlemmer gør den til. Er vi som medlemmer aktive, engagerede og støtter op omkring vores forening, ja så får vi den forening, som vi alle ønsker os. Det er for letkøbt 'bare' at sende sine frustrationer 'op til DLF'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Forslaget om, at hovedstyrelsesmedlemmer skal læse katedertimer på skolen, er principielt rigtigt, hvad jeg også mener, ledere bør gøre, men hvis virkeligheden er den, at det ikke kan hænge sammen og blot giver aflysninger af undervisningen gang på gang, så skån os for dette princip!

Bjarne Danielsen

skoleinspektør, Brande