Anmeldelse

Den lange nat

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mange udlændinges øjne, ikke mindst amerikaneres, ses den indsats, som nogle danskere gjorde for at redde de danske jøder i oktober 1943, som noget helt enestående, ja, nærmest i et rosenrødt skær. Denne tone af det rosenrøde og patriotiske, som jo ofte farver amerikanske fremstillinger, går igen i denne bog, som er af en amerikansk, jødisk forfatter. Dette er ikke ment som kritik, men som en konstatering. Det er såmænd ikke så mange år siden, den samme stil kunne findes i danske historiebøger for skolebørn, for eksempel i Nikoline Helms, som også fyrede op under nationalfølelsen. Bogen har da også et forord af overrabbiner Bent Melchior, som finder anledning til at skrive, at 'Der er dem, der vil mene, at den foreliggende fremstilling er for rosende'.

Når det er nævnt, skal det også nævnes, at det er en god, kort, lettilgængelig og letlæst beskrivelse af Danmark og danskerne under besættelsen med en særlig vægt på begivenhederne i oktober 1943, hvor langt de fleste af de danske jøder slap med skrækken og de mentale og økonomiske sår, en flugt medfører. Og vi kan faktisk godt bruge en sådan sammenhængende beskrivelse af disse år med forhold, som ligger vore dages unge meget fjernt. Bogen benytter sig af en art 'new journalism', hvor vi mellem faktuelle oplysninger stifter bekendtskab med virkelige personer og deres personlige, men ofte eksemplariske oplevelser, hvilket kan være med til at give nærhed og vække interessen. Det dystre, sepiabrune omslag passer godt til titlen, men virker ikke indbydende.

Bogen virker troværdig, dog er der en enkelt smutter, idet det nævnes, at der efter befrielsen blev arresteret 15.000 stikkere. Det ville vist nærmest have været umuligt at være modstandsbevægelse med et så stort antal stikkere, og tallet dækker da også det samlede antal fængslede af alle kategorier af formodede tyskerhåndlangere.

En bog, som vil kunne benyttes supplerende i historieundervisningen i de ældste klasser og til brug ved emne- og projektarbejder.