Anmeldelse

For Gud, konge og fædreland

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den historiske roman er for alvor på vej tilbage.

Med 'Gud, konge og fædreland' har en af de mere erfarne skolebogsforfattere, Jørgen Hartung Nielsen, kastet sig i lag med den historiske børnebog.

Historien om Mads er plantet i et af de mest kritiske forløb i Danmarkshistorien. Nederlaget i 1864 til prøjserne. Krigen raser, vi følger ikke dem, der tager beslutningerne, men derimod en flok menige soldater, der kæmper på den yderste flanke.

For Gud, konge og fædreland hedder det så smukt, når man drager i krig. Sådan er det på overfladen også for Mads. Men reelt er det historien om en stor dreng, der er draget i krig for at kunne forsørge sin familie. Nok drømmer Mads om en udmærkelse for sin indsats, men Gud, konge og fædreland betyder knap så meget som hans mor og søskende og den hjertenskære Kirsten derhjemme.

Andre af personerne har andre motiver. Den tryghedsskabende og noget ældre kammerat, Jens, er der af helt andre grunde. Og bondedrengen Mikkel er der mod sin vilje.

Denne roman er en god historie om krigens rædsler. Den sætter ansigt og sjæl på soldaterne, i lige så høj grad som de selv samme soldater opfatter modstanderne som laverestående væsner. Bogen er absolut velskrevet, og man mærker den erfarne forfatterhånd.

Alligevel savner jeg et lidt dybere lag. Der mangler noget overraskende eller nyt i bogen. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at det var så den bog, og hvad så? Læseoplevelsen er hurtigt glemt igen. Måske er der for meget læse-let og system over den.

Bogen er klassificeret som C1 i Forlaget Cadeaus serie af læsebøger til folkeskolen. Den har et lixtal på 16.