Millioner hører om vestjysk skoles tøj-kodeks

Interessen for danske skoleelevers påklædning er global. I alt fald kunne 150 millioner mennesker verden over for et par dage siden høre om, at udfordrende klædte piger sendes hjem at skifte i Trehøje Kommune.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vildbjerg Skoles leder Ole Vestenaa fortalte på BBC-radio, hvorfor han ikke accepterer at eleverne er udfordrende klædt på i skoletiden.

Programmet "Outlook", der er et af BBCs meget aflyttede programmer, sendte interviewet med skoleinspektøren, fordi redaktionen mener, at det har bred interesse, hvordan man rundt omkring tackler den globale modetrend, der får piger helt ned til otte-, ni års-alderen til at gå mere og mere afklædte rundt.

Redaktionen i London havde fundet frem til den vestjyske påklædningssag via Danmarks Radios hjemmeside, som er en af de mange websider, journalisterne i London scanner igennem for at finde spændende og aktuelle emner, skriver Dagbladet Holstebro/Struer.

Siden Vildbjerg Skole indførte sin tøjordning, har de lokale politikere besluttet sig for at opfordre alle Trehøje Kommunes skoler til at følge trop.