Ny lov presser seminarier til udlicitering

Med en ny lov vil Undervisningsministeriet presse seminarierne til at afskedige rengøringsfolk, kantinepersonale med videre og købe ydelserne ude i byen. Ministeriet har dog lyttet til højlydte protester og udskudt loven et år på bygnings-området.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerseminariernes Rektorforsamling er blandt de uddannelses-sammenslutninger, der har haft foretræde i Folketingets uddannelsesudvalg og protesteret imod lovforslaget, der giver skolerne mulighed for at trække momsudgifter fra mod en sænkning af bygningstaxametret med 15 procent.

"Det er min vurdering, at der er rigtig mange seminarier, der har gennemført store byggerier, de senere år og optaget lån til dem i en forventning om et bestemt bygningstaxameter. Og et seminarium som Blaagaard købte deres bygninger i sommers, da seminariet overgik fra statsseminarium til selveje. Det er min opfattelse, at vi har handlet i meget god tro", siger formanden for rektorforsamlingen, Nils-Georg Lundberg.

På baggrund af protesterne har seminarierne og de øvrige berørte uddannelsesområder fået et år mere, før bygningstaxameteret bliver reduceret. Året skal bruges til at finde på ordninger, der kan lette overgangen for de hårdest ramte skoler, for eksempel via udligning, så de skoler, der ikke har bygget eller købt bygninger i de senere år, skal hjælpe de skoler, der rammes af lovændringen.

Allerede fra nytår reduceres de øvrige taxametre med henblik på at fremme udlicitering. Seminarierne får altså færre penge til at lønne for eksempel rengøringspersonalet - hyrer seminariet derimod et privat rengøringsselskab, så kan momsen fremover trækkes fra.