En pastiche kaldes med et fagord den slags bøger, der efterligner en bestemt tids og/eller forfatters sprogtone. Som pastiche er denne bog underfundig og ret behændig. Den formår at efterligne det sprog, som en ung kvinde af det bedre borgerskab i 1840'erne kunne have skrevet i. Og at skabe den tankeverden, hun kan have befundet sig i. Den opdigtede dagbog tilskrives Regine Olsen, som ikke var en frøken hvem som helst. Hun var efter alt at dømme en både betydelig og smuk kvinde, som Søren Kierkegaard en kortere periode var forlovet med.

Bogen leger med en opdigtet udgiver, udlandsdanskeren Erik Søndergaard Hansen, således som Kierkegaard også opfandt sindrige udgivelseshistorier og opererede med pseudonyme udgivere. Bogen vender forholdet mellem de to unge, Søren og Regine, på hovedet i forhold til det indtryk, som digterfilosoffen har efterladt sig. I Regines dagbog er det nemlig hende, der bryder med ham, og hende, der har bukserne på.

I folkeskolens regi finder jeg af flere grunde udgivelsen uanvendelig. Pastichen som fænomen er for subtil på det elementære uddannelsestrin. Regine-historien er desuden for privat til at udgøre et emne for ikke-specialister. Endelig må i folkeskolen en indføring i digterfilosoffens betydning bero på lærerens fortælling. Den kan så rumme citater hentet fra Søren Kierkegaard. Men for elever, som de er flest, vil det at læse Søren Kierkegaard simpelthen være for krævende.