Tilbage til demokratiet

Projektarbejdsform på lærermøder gør lærergruppen aktiv i skolens beslutningsprocesser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For første gang i mange år har hele lærergruppen diskuteret pædagogik, alle har været med til at vælge emner for diskussionen, alle har været aktive i processen, og alle har haft indflydelse på de beslutninger, der er truffet.

- Demokratiet er kommet tilbage til skolen, fortæller Kjeld Resen, lærer på Enghavegård Skole i Gladsaxe og en af initiativtagerne til det, der har gjort det muligt: Indførelse af projektarbejdsformen på møder for skolens 38 lærere. (Skolen holder formelle møder i Pædagogisk Råd to gange om året, og lærermøder hver 14. dag).

I første omgang er projektarbejdsformen blevet gennemført som et pilotprojekt over tre møder. Men det har været så stor en succes, så man har besluttet at bruge formen igen i det ny skoleår. Ikke til alle møderne, men et par gange i løbet af skoleåret i forløb på tre møder ad gangen.

De højrøstede

Baggrunden for at prøve projektformen har været svingende motivation for at deltage i lærermøderne. På de traditionelle lærermøder er det fortrinsvis skolens ledelse og formandskabet - den gruppe lærere, der i samarbejde med skoleledelsen har som opgave at planlægge arbejdet og mødeaktiviteterne for lærergruppen og pædagogisk råd - som leverer oplæggene. De aktive og højttalende dominerer på møderne, og lærergruppen som helhed er kun involveret i en mindre del af de beslutninger, der skal til for at få skolen til at fungere.

Det lokale udviklingsråd på skolen foreslog derfor, at der på tre møder blev afsat to timer hver gang til at arbejde ud fra overskrifterne 'Hvor skal vi lægge vores energi?', 'Hvad vil vi arbejde med?', 'Hvad er vigtigt?' for på den måde at fremme motivationen for at arbejde aktivt med beslutningsprocesserne og gøre alle mere ansvarlige for nye beslutninger.

På det første møde blev der kastet ideer og emner på bordet. Fire emner blev af plenum godkendt til videre behandling i grupper, mens andre blev gemt til senere forløb.

På det andet møde blev de valgte emner diskuteret i grupper sammensat efter interesse, og på det tredje og sidste møde blev gruppernes resultater lagt frem i plenum, som så diskuterede og tog stilling til forslagene.

Ord på erfaringerne

- Fordelen ved at snakke sammen i mindre grupper er blandt andet, at gabehovederne siger mindre, og de stille kommer ud af busken. Vi fik snakket dagligdags problemer, og hvordan man kan gøre tingene anderledes, og vi fik sat ord på vores erfaringer om, hvornår 'de nye børnetyper' fungerer, og hvornår de ikke gør det, fortæller Alis Busch.

- Vi fik snakket rent ud af posen, og vi fik også givet positive erfaringer videre med undervisningsformer som for eksmpel storyline-pædagogik, som er meget velegnet for de børn, der er utålmodige, råber højt og afbryder andre. Og vi fik talt om, at de børn er gode til det eksperimenterende, til gymnastik og til at gå i mosen, siger Lene Pedersen, der selv har arbejdet med storyline i 1. klasse.

Som ny lærer på skolen fik hun også lært nogle af sine ældre kolleger nærmere at kende gennem gruppearbejdet.

- Det var meget positivt at opleve, at de, der ikke siger så meget til daglig, rummer en masse, siger hun.

Motivation og ansvarlighed

Håndgribelige resultater af pilotprojektet er, at lærerne har diskuteret og fået en fælles holdning til, hvad man skal stille op med de såkaldte 'pejlerbørn', hvordan skolen får flere fællesoplevelser, hvad der skal ske på skolens bibliotek, og om der skal være computere i alle klasser.

Alis Busch og Lene Pedersen var med i gruppen om pejlerbørn eller 'den nye børnekarakter'.

- Vi har alle sammen mere eller mindre haft problemet med at tackle de vanskelige børn inde på livet, og det har ulmet i lang tid, at der måtte gøres noget. Men intet er sket. Selvfølgelig har vi hældt problemerne af på hinanden, det har lettet lidt, og man har så bare gået og håbet på at kunne overleve frem til næste ferie uden at blive alt for ødelagt, siger Alis Busch.

Lene Pedersen supplerer:

- Nu sker der ændringer, som vi alle sammen har været med til at bestemme. Fordi vi har haft nogle rammer, der sagde, at der ikke bare skulle snakkes, der skulle også gøres noget, siger de.

Og Alis Busch fortsætter:

- Gruppen kom også rigtig langt i sit arbejde med ændringer. Vi nåede frem til, at nogle børn smadrer så meget for andre, så der må laves særlige foranstaltninger for dem. Andre er nok urolige, utålmodige og svære at håndtere i store fællessammenhænge, men skal kunne rummes i normalklassen. Det kræver så, at undervisningsstrukturen laves om, og det er en længere proces, som vi arbejder videre med.

Højt informationsniveau

- For de børn, som smadrer så meget for de andre, at de ikke hører hjemme i en normalklasse, får vi fra næste skoleår lavet en observationsfunktion, hvor der blandt andet skal tages stilling til, hvad der skal ske med dem fremover. Det er en hård kamel at sluge for os gamle lærere, der arbejdede med integration af alle børn i 60'erne og 70'erne. Men det kan jo ikke nytte noget, hvis én laver ballade, og det så går ud over 25 andre, siger Alis Busch, der har været lærer på skolen i 30 år.

- Obs-funktionen kommer til at indgå i et nyt støttecenter med fem fast tilknyttede lærere. To lærere skal være der hele tiden. Det betyder, at de øvrige ikke på forhånd kan regne med, hvor mange ressourcer de har til specialundervisning i deres klasse. Men i og med at alle lærere kender problemerne og har været med til at diskutere dem på de her møder, accepterer de det. Havde ledelsen bare besluttet det, kunne det godt have givet problemer, men det gør det ikke nu. Det er fordelen ved et højt informationsniveau.

Forslaget om et støttecenter blev fremsat af ledelsen på et senere, ordinært lærermøde på baggrund af diskussionerne på de tre projektorienterede møder.

- Ledelsen kunne godt være kommet med en beslutning, men det er altså et forslag, for lederne er lige så interesserede som vi i, at vi har et højt aktivitetsniveau. Ellers fungerer det ikke. Og forslaget er vedtaget nu, siger Alis Busch.

Jette Møller Nielsen er freelancejournalist.

Powered by Labrador CMS