Debat

Negativ omtale

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den konservative folketingsgruppes oplæg 'En bedre folkeskole', der blev offentliggjort på Christiansborg ved sommerferiens start, har fået en usaglig og urimelig behandling i Folkeskolen nummer 26/27.

Ifølge referatet af pressemødet skulle vi konservative politikere blandt andet have sagt 'ud med de adfærdsvanskelige børn' og mere af samme negative skuffe.

Jeg vil stærkt opfordre alle interesserede lærere i selv at læse det konservative skoleoplæg igennem. Det indeholder mange gode og spændende tanker og forslag til en bedre folkeskole. Det kan rekvireres ved henvendelse til Den Konservative Pressetjeneste på Christiansborg (telefon 3337 4394).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er korrekt, at vi ønsker de adfærdsvanskelige børn fjernet fra skolens normalklasser, så længe de ødelægger trivsel og undervisning for deres klassekammerater.

Det er også som beskrevet i Folkeskolen rigtigt, at vi ikke på nuværende tidspunkt vil fremlægge konkrete forslag til, hvor disse uunderviselige børn skal placeres. Men Folkeskolen 'glemmer' at fortælle sin læsere hvorfor.

Forklaringen er, at et enigt folketing i en dagsorden i januar 1996 pålagde undervisningsminister Ole Vig Jensen at kortlægge problemet omkring de adfærdsvanskelige børn i skolen og fremlægge en stribe af mulige løsninger til tackling af problemet. (Da der er mange typer af adfærdsvanskelige børn, er der formentlig også brug for en vifte af løsninger på deres problemer).

Vi ønsker naturligvis at afvente ministerens redegørelse om dette måske allervigtigste skoleproblem - herunder at vurdere ministerens forslag til specialundervisning af de adfærdsvanskelige elever. Ministeren ventes at spille ud på dette område her i efteråret. Så får vi en debat på et (forhåbentlig) sagligt og solidt grundlag.

Derefter vil den konservative folketingsgruppe tage konkret stilling til, hvad vi mener vil være bedst for de adfærdsvanskelige børn. Se, dét er saglig politik - ikke hovedkulds hu-hej-politik.

Frank Dahlgaard

medlem af Folketinget, uddannelsespolitisk ordfører for de Konservative

Powered by Labrador CMS