Det er mange gode tanker bag - og i - "Drømmemanden". Desværre er det svært at fornemme, hvad Niels Andersen vil os som tilskuere. Jeg sidder lige overfor dem, præteenage- og teenageknægtene. Publikum er blevet delt i to, så nu er jeg blevet bænket sammen med alle de andre piger og kvinder på den ene langside af gymnastiksalen. På den måde har jeg fri mulighed for at betragte dem, drengene, har direkte udsyn til deres reaktioner; kan se når de bliver revet med, når de synes det er for meget, når de bliver pinligt berørte og begynder at fnise og vride sig på stolen. En camouflagetøjsklædt Niels Andersen byder os velkommen med ordene: "Indenunder camouflagetøjet hedder jeg Niels Andersen," og specielt henvendt til publikum i kvindesiden fortsætter han lidt mere kryptisk: "Min uddannelse indebærer også evnen til mandsopdækning." Den replik undrede jeg mig over, men ikke så længe ... for derefter starter spillet om en mand, der har været forfulgt af døden hele sit liv. Faderen døde, mens han endnu lå i moders liv, moderen døde, da han blev født, hans allerførste elskede, Birgitte fra 7. klasse døde også fra ham. Den anden elskede brækkede ryggen, da hun faldt ned fra en elefant, og den tredje elskede døde af kræft. Hele hans liv har været krig og død. Det har været hans livs tema, og hans konstante fascination - og den har vist sig tidligt for denne mand i camouflagetøj. Har bragt ham til militæret, hvor han specialiserede sig i at dræbe andre mennesker - og i at redde liv. Nu står han foran Sankt Peter, og forsøger at gøre sit livs regnskab op. De dræbte, de reddede. Det gjorte, det ugjorte. Dette liv og disse valg viser Nils Andersen os med tætte ord og følelsesudbrud - og han kan sit kram: ordbehandlingen, timingen, det fysiske nærvær er fuldt ud til stede. Desværre kan man ikke sige det samme om publikums solidaritet med fortællingen - de står af! Ikke kun drengene ovre på den anden langside. Også hos pigerne er der gentagne pinlige blik til sidemanden. Og det er garanteret ikke kun fordi, Niels Andersen berører følsomme ting med følelser over det andet køn. Det er - tror jeg - mest fordi vi ikke får en chance for at komme ind i historien; hvor gerne vi end vil. Og det helt fra starten af. For det første er det svært at forstå, hvorfor en mand i camouflagetøj skal hedde drømmemanden. Vi får heller ikke nogen forklaring på, hvorfor han er blevet krigsgal. Man kan gætte meget: Måske er det fordi han startede sit liv med at 'dræbe' sin mor, og senere mister alle han holder af? Men det er gætteværk, vi får det ikke at vide! Og vi får heller ikke at vide, hvorfor det hele - her til slut - er blevet så skidt, at han er nødt til at bruge én af sine mange tændstikker, til at sætte ild på sig selv. "Drømmemanden" kan godt blive til godt teater. Men endnu en gennemskrivning vil klæde forestillingen. Så "Drømmemanden" får lov til at stå som en hel mand: Et menneske i kød og blod. Som det er nu når historien ikke ud over scenekanten. Og det er synd. For der er mange gode tanker bag forestillingen.