Vestjysk skole sender letpåklædte piger hjem

Hjem og skifte tøj, lyder beskeden fremover til elever på Vildbjerg Skole i Vestjylland, der kommer i skole udfordrende klædt for eksempel med et bredt stykke bar hud mellem bluse- og buksekant. Skolelederen har politikerne bag sig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Et lille mindretal af eleverne synes ikke, vi skal blande os i deres påklædning, og en forælder, som jeg mødte i Brugsen, spurgte, om vi ikke havde noget bedre at give os til. Jo, det har vi, svarede jeg, men kan forældrene ikke selv finde ud af det, så bruger vi også tid på dét", fortæller skoleleder Ole Vestenaa.

Både elever og lærere på skolen var begyndt at snakke om, at der var piger helt ned til ti års alderen, der gik klædt på en måde, som udsendte seksuelt udfordrende signaler. Derfor meldte Ole Vestenaa for nylig klart ud - skolen accepterer ikke seksuelt udfordrende påklædning. Der har ikke været problemer med letpåklædte elever siden, men enkelte forældre har protesteret, og det har nu fået Trehøje Kommunes politikere til at tage sagen op.

På sit møde på mandag vil kommunens undervisnings- og kulturudvalg behandle et forslag om at opfordre alle kommunens syv skoler til at udfærdige regler om, at man ikke accepterer udfordrende påklædning i skoletiden og for, hvordan man taler med eleverne om problemet.